Medierådgiver: Trump kan bruge nyt medie til valgkamp

Ifølge en rådgiver i sociale medier kan Trumps nye app, Truth Social, hjælpe mobilisering ved en valgkamp.

Mandag eftermiddag dansk tid er Truth Social den mest downloadede app i Apples App Store i USA. (Arkivfoto). <i>Christoph Dernbach/Ritzau Scanpix</i>

Mandag eftermiddag dansk tid er Truth Social den mest downloadede app i Apples App Store i USA. (Arkivfoto). Christoph Dernbach/Ritzau Scanpix

Trump har mandag lanceret et nyt socialt medie på amerikansk jord.

Truth Social, hedder det. Og dets potentielle gennemslagskraft skal ikke undervurderes, mener Benjamin Rud Elberth, som rådgiver i politisk kommunikation på digitale og sociale medier.

- Jeg kan sagtens se, at det kan blive stort. Det kan blive en kæmpe gamechanger og den mobilisering, han skal bruge til sin næste valgkamp.

- Donald Trump kan få meget ud af det. Han kan mobilisere sine vælgere, og han kan få medierne til at skrive om ham, siger han.

Som Trump selv har beskrevet det, skal den nye app være et alternativ til Facebook, Twitter og YouTube, der alle udelukkede ham for en periode som følge af stormløbet på den amerikanske kongresbygning 6. januar 2021.

Dengang, Donald Trump kunne ytre sig på medierne, blev han flittigt citeret af nyhedsmedier verden over.

Og det vil han også blive på Truth Social. Det mener Benjamin Rud Elberth, som gætter på, at danske nyhedsjournalister allerede har forsøgt at tilgå appen.

- Medierne skal nok opfylde deres rolle. De skal nok downloade appen og citere Trump. Det bliver ikke et flop. Han har næsten halvdelen af USA's befolkning, som vil følge med i, hvad han skriver.

Mandag eftermiddag er Truth Social den mest downloadede gratis app hos App Store i USA.

Det nye medie ligner til forveksling Twitter. Men modsat på Twitter skal brugerne have mulighed for uden filter at ytre deres politiske holdninger.

Det kan midlertidigt også være det, der kan give et problem for den tidligere præsident, påpeger Benjamin Rud Elberth.

- Hvis Apple bliver konfronteret med, at der bliver skrevet ting på Truth Social, som de kan blive stillet til ansvar for, er de nødt til at gøre noget.

- Trump er afhængig af en infrastruktur. Men han kommer til at have meget vide rammer for, hvad folk må skrive, siger han.

Ifølge medierådgiveren skal man ikke forvente den store gennemslagskraft for mediet i Danmark.

- Man skal være amerikaner for at synes, det her er fedt. Det er et sted for Trumps sympatisører.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden