Mere end 150 valgbenægtere står til at blive valgt i USA

Blandt de valgbenægtere, der står til at blive valgt ind ved det amerikanske valg, er guvernøren Ron DeSantis.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump betvivler valgresultatet i 2020, hvor han tabte til den nuværende præsident, Joe Biden. Trump har under valgkampen forud for midtvejsvalget støttet kandidater, der ligeledes benægter valgresultatet. Her ses han i Ohio 7. november. <i>Gaelen Morse/Reuters</i>

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump betvivler valgresultatet i 2020, hvor han tabte til den nuværende præsident, Joe Biden. Trump har under valgkampen forud for midtvejsvalget støttet kandidater, der ligeledes benægter valgresultatet. Her ses han i Ohio 7. november. Gaelen Morse/Reuters

Mere end 150 republikanere, der betvivler valgresultatet fra præsidentvalget i 2020, står ifølge de foreløbige prognoser til at blive valgt ved det amerikanske midtvejsvalg natten til onsdag.

Det skriver avisen The Washington Post.

Den nuværende demokratiske præsident, Joe Biden, vandt i 2020 over republikanske Donald Trump.

Donald Trump fremsatte efterfølgende udokumenterede påstande om, at der blev svindlet med valgresultatet. Dem, der støtter ham i den opfattelse, kaldes valgbenægtere.

Blandt de valgbenægtere, der står til at klare sig godt ved tirsdagens valg, er Floridas guvernør, Ron DeSantis, senator Rand Paul fra Kentucky og Indianas Greg Pence, der er bror til tidligere vicepræsident Mike Pence.

DeSantis er en af de republikanere, der nævnes som et muligt alternativ til Donald Trump som Republikanernes præsidentkandidat ved præsidentvalget i 2024.

Ud over kandidater valgt til politiske poster på føderalt niveau i Washington D.C. er der også tale om flere valgt til nøgleposter i delstaterne.

Mindst to valgbenægtere er blevet valgt som indenrigsministre på delstatsniveau, hvor netop indenrigsministrene spiller en vigtig rolle i forbindelse med valghandlinger.

Ifølge avisen kommer valgbenægternes gode valg dog ikke som nogen overraskelse. De fleste af kandidaterne er stillet op i stater, hvor en sejr til Det Republikanske Parti er forventet.

En kandidat har dog overrasket. Det drejer sig om Neil Parrot, der er kandidat til delstatsparlamentet i Maryland. Forud for valget var det ellers hans demokratiske modkandidat, der ventedes at sejre.

Netmediet Axios skriver, at kandidaterne kan få stor indflydelse på kontrollen af fremtidige valg. Ifølge mediet er der stort overlap mellem kandidater, der betvivler valgresultatet i 2020, og kandidater, som Trump har bakket op i løbet af valgkampen.

Trump hævder stadig, at Biden har snydt sig til sejren. Men den republikanske rigmand har ikke fremlagt bevis for sin påstand.

Hans advokater har indbragt sager vedrørende stemmeoptælling og valgprocesser for mere end 60 domstole rundt om i USA. Alle sagerne er blevet afvist ved domstolene, primært på grund af mangel på beviser.

I januar sidste år gik Trump-tilhængere på gaden for at demonstrere til støtte for Trump, netop som Kongressen skulle godkende Joe Bidens valgsejr. Demonstranterne mente - ligesom Trump - at valget havde været præget af valgsvindel.

Det udviklede sig senere til et dødeligt stormløb på den amerikanske kongresbygning i Washington D.C. Mindst fem personer mistede livet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk