Militærforsker: Dødsdømte i Donetsk er del af et politisk spil

Domme afsagt i Folkerepublikken Donetsk kan slet ikke anerkendes folkeretligt, påpeger forsker.

De tre mænds advokat har ifølge Reuters sagt, at de vil anke dommen. <i>Supreme Court Of Donetsk People''/Reuters</i>

De tre mænds advokat har ifølge Reuters sagt, at de vil anke dommen. Supreme Court Of Donetsk People''/Reuters

Det er med al sandsynlighed en del af et politisk spil, at to briter og en marokkaner er idømt dødsstraffe ved en domstol i udbryderregionen Folkerepublikken Donetsk.

Det vurderer Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet og uddannet jurist.

Han forsker blandt andet i humanitær folkeret.

- Min tanke er, at det er en politisk dom, og at russerne sandsynligvis vil bruge det i et større forhandlingsspil, som drejer sig om at få udvekslet soldater med for eksempel Ukraine, siger han.

Briterne, Aiden Aslin og Shaun Pinner, og marokkaneren, Brahim Saadoun, blev torsdag kendt skyldige i "aktiviteter som lejesoldater og i at udføre handlinger, der har til formål at overtage magten og vælte forfatningsordenen i Donetsk".

Men for det første mener Kenneth Øhlenschlæger Buhl slet ikke, at de tre kan kaldes lejesoldater, og for det andet kan de ikke klandres for at have deltaget i kampe, forklarer han.

- Det er jo klart, at når du går i krig, så kæmper du mod en anden stat. Det er i sig selv ikke et argument, siger han.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, mener heller ikke, at briterne bør dømmes for at deltage i kampe.

Her hæfter Johnson sig ved, at de i hans øjne bør have status af krigsfanger, hvilket blandt andet giver ret til human behandling.

Ifølge BBC har briternes familier forklaret, at de kæmpede med Ukraines hær. Og Buhl ser ikke nogen tvivl om deres status som krigsfanger.

- I og med at de har kæmpet som en del af Ukraines styrker, så har de kombattant-status, og hvis de bliver taget til fange af en anden stats styrker, så har de ret til krigsfangestatus, siger han.

Men uanset de dømtes status er Folkerepublikken Donetsk ikke internationalt anerkendt, fastslår militærforskeren.

Derfor har domstolen "ingen bemyndigelse til at afsige domme, som anerkendes af folkeretten", forklarer han.

- Så det er måske også et forsøg på fra Ruslands side at få en form for anerkendelse af de her republikker, siger han.

Også det at retssagen lader til at have taget ganske få dage, får advarselslamperne til at blinke hos Buhl.

- Det giver ikke umiddelbart anledning til at tro, at der bliver ført et særligt grundigt sagsforløb - især når man afsiger så alvorlig en dom, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.