migration

Mindst 13 døde og 10 savnet efter forlis ud for Tunesien

To både med afrikanske migranter er kæntret ud for Tunesien i den seneste dødsulykke på Middelhavet.

13 mennesker er fundet døde i havet ud for byen Sfax i Tunesien, efter at to migrantbåde med kurs mod Italien kæntrede.

Det oplyser en talsmand for domstolen i Sfax lørdag.

Blandt de 13 dødsofre, der foreløbig er fundet, er mindst fire børn og fire kvinder, siger talsmanden, Mourad Turki.

19 mennesker er reddet i land i live, mens ti stadig er savnet.

Migranterne, der alle kom fra lande i det sydligere Afrika, var stævnet ud fra den tunesiske kyst i to både. Det er uklart hvornår. Men de blev fundet og hevet op af vandet fredag og lørdag, siger talsmanden.

Tunesien og nabolandet Libyen er de to lande i Nordafrika, hvorfra det største antal afrikanske migranter sejler ud på den farefulde tur over Middelhavet.

I de seneste måneder har der været flere meldinger om forlis med dødelig udgang.

FN's flygtningeorganisation, UNHCR, vurderer, at omkring 1300 migranter er druknet eller forsvundet på Middelhavet i 2021.

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) vurderer, at over 18.000 migranter siden 2014 er døde eller forsvundet i forsøget på at komme fra Afrika til Europa.

Hundredtusindvis af andre har fuldført den farlige tur.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden