Mindst 17 migranter er døde i forlis ud for Bahamas

Overlevende har fortalt, at de har betalt op mod 58.000 kroner for at komme om bord på båd med kurs mod USA.

Nogle af de 25 overlevende, der foreløbig er fundet på eller ved den migrantbåd, der søndag forulykkede ud for Bahamas' kyst. <i>Royal Bahamas Defence Force/Reuters</i>

Nogle af de 25 overlevende, der foreløbig er fundet på eller ved den migrantbåd, der søndag forulykkede ud for Bahamas' kyst. Royal Bahamas Defence Force/Reuters

Mindst 17 mennesker er omkommet, efter at en båd fuld af migranter fra Haiti er kæntret ud for Bahamas.

Det oplyser østatens premierminister, Philip Davis, søndag på et pressemøde.

25 mennesker er reddet.

Der menes at have været op mod 60 mennesker om bord på migrantbåden, så der formodes at være flere savnede, siger politichef Clayton Fernander.

Båden menes at have haft kurs mod Miami, men kæntrede i et uvejr ud for Bahamas.

Blandt de 17 dødsofre er et spædbarn, oplyser myndighederne.

To personer fra Bahamas er anholdt på mistanke om menneskesmugling.

Minister for indvandring Keith Bell siger, at forhør af de overlevende tyder på, at de har betalt mellem 3000 og 8000 dollar hver for at komme om bord på båden. Det svarer til et sted mellem 22.000 og lidt over 58.000 kroner.

- Vi sørger over de liv, der er tabt i søgen efter et bedre liv, siger Bell.

Han opfordrer samtidig Bahamas' indbyggere, som har venner og familie i Haiti, til at "opfordre jeres kære til ikke at sætte livet på spil".

Særligt i det seneste år har Bahamas registreret en stigning i antallet af haitianere, der tager ud på den farefulde rejse via havet i håb om at komme til USA. De fleste flygter fra fattigdom og vold i hjemlandet.

Bahamas er transitrute for mange af migranterne.

I maj kom en båd med 842 migranter fra Haiti ud af kurs og drev i land ved Cuba. Den var på vej mod USA.

Samme måned druknede 11 migranter fra Haiti ud for Puerto Ricos kyst.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.