Mindst 27 døde i trafikulykke i det vestlige Ukraine

Chaufføren af en minibus skulle angiveligt have forårsaget et sammenstød mellem bus og lastbil i Ukraine.

Brandvæsen forsøger at slukke en brand i et køretøj i forbindelse med en trafikulykke i landsbyen Sytne i Ukraine, hvor mindst 27 personer har mistet livet. <i>State Emergency Service Of Ukraine/Reuters</i>

Brandvæsen forsøger at slukke en brand i et køretøj i forbindelse med en trafikulykke i landsbyen Sytne i Ukraine, hvor mindst 27 personer har mistet livet. State Emergency Service Of Ukraine/Reuters

Elendigheden fortsætter i det krigshærgede Ukraine, hvor mindst 27 mennesker har mistet livet i en trafikulykke i den vestlige del af landet tirsdag.

Det oplyser landets myndigheder ifølge nyhedsbureauet dpa. Tidligere lød det, at mindst 17 var døde. Derudover er mindst 12 personer kommet til skade i ulykken.

Trafikulykken ser ikke umiddelbart ud til at have noget med Ruslands invasion at gøre, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ulykken skete tirsdag, da en bus, en minibus og en tankbil lastet med benzin stødte sammen nær landsbyen Sytne i Rivne-regionen cirka 100 kilometer fra grænsen til Polen.

Chaufføren af minibussen skulle angiveligt have forårsaget ulykken, som præsident Volodymyr Zelenskyj kommenterede i sin daglige videotale. På det tidspunkt var der 17 døde. Det skriver AFP.

- En bus, en bil og en lastbil med brændstof er stødt sammen. Lige nu er der allerede 17 døde, men der kan være flere ofre, sagde Zelenskyj i sin videotale omkring midnat natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid.

Han udtrykte samtidig sin medfølelse over dem, der har mistet deres kære i ulykken, ligesom han lovede at stille den nødvendige hjælp til rådighed.

Heller ikke Zelenskyj pegede på en sammenhæng mellem krigen og ulykken i sin tale.

I de seneste uger har Rusland fokuseret sine angreb i det sydlige og østlige Ukraine, mens de russiske styrker også lejlighedsvist har angrebet områder i de vestlige regioner.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.