Mindst 79 er døde efter skybrud i Brasilien

Tæt på 4000 mennesker har mistet deres hjem i oversvømmelser i Brasilien. Flere dusin er desuden savnet.

Soldater, brandfolk og lokale beboere leder efter ofre dagen efter et jordskred i byen Recife i det nordøstlige Brasilien. <i>Brenda Alcantara/Ritzau Scanpix</i>

Soldater, brandfolk og lokale beboere leder efter ofre dagen efter et jordskred i byen Recife i det nordøstlige Brasilien. Brenda Alcantara/Ritzau Scanpix

Mindst 79 personer har mistet livet i oversvømmelser og jordskred efter skybrud i det nordøstlige Brasilien. Flere dusin mennesker er savnet.

- Klokken 18 (klokken 23 dansk tid, red.) søndag er antallet af dræbte nået 79, siger civilforsvaret i delstaten Pernambuco, hvor byerne Recife og Olinda, der er ramt af skybruddene, ligger.

Det voldsomme skybrud er den seneste i en række af dødbringende jordskred og oversvømmelser, der er forårsaget af ekstremt vejr i Brasilien.

Mellem fredag aften og lørdag morgen faldt der 70 procent af den regn, der sædvanligvis falder i hele maj i dele af Recife.

Den seneste opdatering fra civilforsvaret har ikke angivet, hvor mange personer der er savnet, men det er tidligere blevet oplyst, at der var 56 personer, som man ikke vidste, hvor var, og at tæt på 4000 personer havde mistet deres hjem.

- Vi har stadig ikke de endelige tal, men der er stadig meldinger om ofre, der endnu ikke er blevet fundet, siger Paulo Camara, der er guvernør Pernambuco, på et pressemøde.

- Eftersøgningen fortsætter, indtil vi kan identificere alle de savnede.

Myndighederne advarer om, at regnen ifølge vejrudsigterne fortsætter mandag.

Søndag lokal tid er stormen aftaget og mere end 1200 redningsfolk - nogle i både og helikoptere - arbejder på at finde og redde personer ramt af skybruddet.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, sagde søndag, at han rejser til Recife mandag.

I løbet af det seneste år er flere hundrede brasilianere døde i oversvømmelser og jordskred forårsaget af voldsom nedbør.

I februar mistede 230 personer eksempelvis livet i byen Petrópolis efter skybrud.

Eksperter siger, at skybruddene i landets regnsæson forværres af vejrfænomenet "La Niña", hvor dele af Stillehavet bliver usædvanligt koldt, og af klimaforandringer.

Fordi en varmere atmosfære indeholder mere vand, øger global opvarmning risikoen og intensiteten af oversvømmelser fra ekstremt regnfald.

Skaderne fra voldsom nedbør kan desuden forværres af det brasilianske terræn og dårligt byggede boliger i områder, hvor der er stejle bakker.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.