Mindst fem er dræbt i kraftigt jordskælv i Papua Ny Guinea

Rystelser slog revner i vejene og fik bygninger til at ryste i Papua Ny Guinea. Mindst fem mennesker er døde.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et kraftigt jordskælv har kostet mindst fem mennesker livet i Papua Ny Guinea søndag. Det meddeler myndigheder i landet.

Skælvet, der har en beregnet størrelse på 7,6, har ødelagt bygninger og udløst jordskred.

Blandt de dræbte er tre minearbejdere, som blev begravet levende. Det oplyser det mineselskab, hvor de var ansat.

Ud over de fem dræbte er flere alvorligt kvæstet.

Omfanget af skader og det præcise antal af døde og tilskadekomne er stadig uklart.

Indbyggere i flere byer på nordkysten af Papua Ny Guinea fortæller, at bygninger begyndte at ryste voldsomt om morgenen.

Flere steder slog jordskælvet revner i vejene og skrællede den yderste beklædning af bygningerne.

To mennesker er fundet døde i landsbyer i bjergregioner, der ligger langt fra storbyerne. Mindst fire mennesker er fløjet herfra med alvorlige skader og bragt til et hospital, oplyser et lokalt parlamentsmedlem, Kessy Sawang.

- Der er sket omfattende skader, fortæller hun.

Hun tilføjer, at et jordskred har begravet flere huse og har kilet sig tværs ned gennem en landsby, hvor beboerne har "mistet deres huse".

Kommunikationen til de fjernere liggende egne er i forvejen begrænset. Der er ikke mange offentlige ressourcer i de egne og heller ikke mange asfalterede veje, så det gør en redningsaktion vanskeligere.

De kraftige rystelser kunne mærkes helt i hovedstaden Port Moresby, der ligger knap 500 kilometer fra skælvets epicentrum.

Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) udsendte et tsunamivarsel, som siden blev trukket tilbage.

Men i områderne ved kysterne flygtede lokale beboere flere steder til højereliggende områder. Mange af dem sagde, at de havde set vandet trække sig tilbage, hvilket kan være tegn på en kommende tsunami.

Papua Ny Guinea er den østlige del af øen Ny Guinea, der ligger nord for Australien og øst for Indonesien.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.