To har mistet livet efter trafikulykke i Sverige
Flere biler var lørdag aften involveret i en trafikulykke i Bollnäs, hvor to kvinder har mistet livet.
Opdateret 28. september 2025 kl. 05:42
To personer har mistet livet i forbindelse med en bilulykke i Bollnäs i det østlige Sverige.
Det oplyser svensk politi søndag morgen til avisen Aftonbladet.
Begge de omkomne er kvinder. De er omkring 20 til 25 år.
Sent lørdag aften berettede beredskabschef Jimmy Andersson Taylor, at der var sket en alvorlig ulykke.
De første meldinger lød, at den ene af de i alt tre biler, der var involveret i ulykken, var brudt i brand, og at mindst otte personer var kommet til skade.
- Alle otte har behov for behandling. Der er tale om varierende skader, sagde Jimmy Andersson Taylor til Aftonbladet sent lørdag.
Trafikulykken skete på motorvej 83 i Bollnäs, hvor to biler ifølge politiet kolliderede frontalt ved høj hastighed.
- Og så var yderligere en bil involveret i ulykken, men jeg ved ikke præcis hvordan, sagde Magnus Jansson Klarin, der er talsperson for politiet, lørdag til TT.
Politiet har beslaglagt bilerne for at kontrollere dem for tekniske fejl. Vejen blev efterfølgende spærret i begge retninger, og en redningshelikopter var i luften.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.