beredskabsplanlægning

Mine eksploderer og dræber tre ukrainske mineryddere i Kherson

Tre ukrainere var ved at rydde miner i en generobret del af Kherson, da en mine eksploderede og dræbte dem.

Ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj har russiske styrker efterladt tusindvis af ueksploderede bomber i Ukraine. Billedet her er fra Kherson-regionen i november.
Ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj har russiske styrker efterladt tusindvis af ueksploderede bomber i Ukraine. Billedet her er fra Kherson-regionen i november. Murad Sezer/Reuters

Opdateret kl. 04:23

Tre ukrainske beredskabsarbejdere blev dræbt, da de lørdag var i færd med at rydde miner i Kherson-regionen i den sydlige del af landet.

Det oplyser den redningstjeneste, de var ansat i.

De tre blev dræbt, da en mine, de var i færd med at rydde, eksploderede.

- Alle tre tjente på uselvisk vis i en særlig redningstjeneste under det ukrainske udenrigsministerium i Zjytomyr-regionen. De arbejdede med at rydde miner i områder, der er blevet befriet fra fjenden i Kherson-regionen, skriver beredskabstjenesten i Zjytomyr på sin Facebook-side.

Zjytomyr-regionen ligger vest for hovedstaden Kyiv i det nordlige Ukraine.

Rusland, der invaderede Ukraine for ti måneder siden, kontrollerer det meste af Kherson-regionen, men ikke det hele.

I midten af november generobrede ukrainske styrker selve byen Kherson, som er regionens administrative centrum, samt en række bosættelser i regionen.

Under invasionen har russiske styrker lagt tusindvis af miner ud i Kherson-regionen såvel som i mange andre områder.

I november sagde præsident Volodymyr Zelenskyj, at russiske styrker har efterladt "tusindvis af ueksploderede bomber og ammunition".

Ifølge Zelenskyj er omkring 170.000 kvadratkilometer af Ukraine dækket af miner. Til sammenligning har Danmark et samlet areal på godt 43.000 kvadratkilometer.

Arealmæssigt er Ukraine et kæmpe land med et samlet areal på cirka 600.000 kvadratkilometer.

Enslydende vurdering kom fra det amerikanske udenrigsministerium i begyndelsen af december. Her lød det, at et område i Ukraine på 160.000 kvadratkilometer skulle kontrolleres for eksplosiver.

- Vi forventer, at dette vil være en af de største udfordringer med landminer og ueksploderede anordninger siden Anden Verdenskrig, oplyste udenrigsministeriet.

Lørdag oplyste ukrainske myndigheder, at et russisk angreb på byen Kherson havde dræbt ti mennesker og såret 58 andre.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden