Valg

Minister: Bolsonaro vil ikke anfægte valgresultatet i Brasilien

Bolsonaro mødes med Brasiliens højesteretsdommere og ventes derpå at udtale sig om valget, siger minister.

Tilhængere af Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har flere steder i landet blokeret hovedveje og opsat brændende barrikader efter præsidentvalget søndag aften, hvor Bolsonaro led et knebent nederlag til socialdemokraten Luiz Inacio Lula da Silva. Tirsdag eftermiddag dansk tid har Bolsonaro endnu ikke hverken erkendt sit nederlag eller ønsket Lula tillykke med sejren.
Tilhængere af Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har flere steder i landet blokeret hovedveje og opsat brændende barrikader efter præsidentvalget søndag aften, hvor Bolsonaro led et knebent nederlag til socialdemokraten Luiz Inacio Lula da Silva. Tirsdag eftermiddag dansk tid har Bolsonaro endnu ikke hverken erkendt sit nederlag eller ønsket Lula tillykke med sejren. Ueslei Marcelino/Reuters

Opdateret kl. 16:55

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, vil ikke bestride resultatet af søndagens valg.

Det siger Brasiliens kommunikationsminister, Fabio Faria, tirsdag.

Præsidenten skal tirsdag mødes med dommerne i Brasiliens højesteret. Derefter ventes han at tale til nationen, siger ministeren.

Den konservative Bolsonaro har endnu ikke udtalt sig offentligt efter anden og afgørende runde af præsidentvalget søndag.

Her led han et knebent nederlag til den socialdemokratiske udfordrer, ekspræsident Luiz Inácio Lula da Silva.

Lula fik 50,9 procent af stemmerne. Bolsonaro fik 49,1 procent.

Det er det tætteste præsidentvalg i nyere tid i Brasilien.

Bolsonaro har dog endnu ikke erkendt sit valgnederlag, og han har heller ikke kontaktet Lula.

I månederne op til præsidentvalget har Bolsonaro flere gange hævdet, at det elektroniske valgsystem, som anvendes i Brasilien, ikke er pålideligt.

Det har vakt frygt for, at han kunne forsøge at skabe en situation som den, der opstod i USA 6. januar 2021.

Her stormede tusindvis af præsident Donald Trumps tilhængere Kongressen, efter at Trump havde hævdet, at han var blevet snydt for valgsejren.

Men kilder i Bolsonaros administration sagde tidligere tirsdag, at de har kontakt til Lulas stab og er ved at forberede en magtoverdragelse.

Flere højtstående politikere, blandt dem formanden for Underhuset, har opfordret Bolsonaro til at respektere resultatet af valget.

Lula bliver efter planen taget i ed som Brasiliens præsident 1. januar.

I flere af Brasiliens delstater har Bolsonaros tilhængere blokeret hovedveje i protest mod præsidentens valgnederlag.

Fra nogle af dem har der lydt opfordringer til Bolsonaro om at nægte at anerkende valgresultatet. De har også opfordret militæret til at tage magten i landet.

- Vi ærlige brasilianere er imod, at den bande, der plyndrede statskassen, kommer tilbage, siger lastbilchaufføren Vando Soares, som natten til tirsdag var med til at blokere en hovedvej til São Paulos lufthavn.

- Vi flytter os ikke, før den bandit forhindres i at blive præsident.

Den 77-årige Lula var Brasiliens præsident fra 2003 til 2010. Hans styre var præget af korruption, og han har selv siddet i fængsel efter at have fået en dom i en større korruptionssag.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden