Mistænkt om overlevende Salman Rushdie: Jeg blev overrasket

En 24-årig mand, der er mistænkt for et angreb på Salman Rushdie, har læst få sider af "De sataniske vers".

24-årige Hadi Matar fra New Jersey er sigtet for drabsforsøg på Salman Rushdie. Ved et retsmøde lørdag nægtede han sig skyldig. Han har givet et interview til New York Post, hvor han siger, at han ikke kan lide Rushdie. <i>Gene J. Puskar/Ritzau Scanpix</i>

24-årige Hadi Matar fra New Jersey er sigtet for drabsforsøg på Salman Rushdie. Ved et retsmøde lørdag nægtede han sig skyldig. Han har givet et interview til New York Post, hvor han siger, at han ikke kan lide Rushdie. Gene J. Puskar/Ritzau Scanpix

En 24-årig mand, der er mistænkt og fængslet for at stå bag et angreb på forfatter Salman Rushdie i fredags, har givet et interview til den amerikanske avis New York Post.

I interviewet siger han, at han ikke havde regnet med, at Rushdie ville overleve angrebet.

- Da jeg fik at vide, at han havde overlevet, blev jeg vel overrasket, siger han i interviewet, der er optaget på video fra et fængsel i Chautauqua i det vestlige New York, hvor den 24-årige Hadi Matar sidder.

Han siger også, at han har respekt for Irans tidligere leder ayatollah Ruhollah Khomeini.

Det var Khomeini, der i 1989 udstedte en fatwa mod Salman Rushdie på grund af forfatterens bog "De sataniske vers".

Hadi Matar afviser at svare på, om angrebet på Rushdie var inspireret af den fatwa. En fatwa er en islamisk dødsdom.

- Jeg respekterer ayatollahen. Jeg synes, at han er en god person. Det er alt, jeg vil sige om det, siger han og tilføjer, at han kun har læst "et par sider" af "De sataniske vers".

Salman Rushdie blev overfaldet på Chautauqua Institution i fredags, inden han skulle give en forelæsning om kunstnerisk frihed.

Forfatteren blev stukket omkring ti gange og blev hastet til hospitalet, hvor han til at starte med lå i respirator.

Søndag oplyste forfatterens agent, at han ikke længere fik hjælp af en respirator til at trække vejret, men at den 75-åriges Rushdies vej mod bedring bliver lang.

Den 24-årige blev pågrebet, umiddelbart efter at Rushdie blev angrebet. Han er blevet sigtet for drabsforsøg og overfald. Han nægter sig skyldig.

I interviewet med New York Post siger Hadi Matar også, at han ikke kan lide Salman Rushdie.

- Han er en, der har angrebet islam. Han angreb deres tro, hele trossamfundet, siger Mater, der også fortæller, at han har set videoer af Salman Rushdie på YouTube.

Hadi Matar, der kommer fra delstaten New Jersey, fortæller også, at han tog en bus til byen Buffalo i New York dagen inden angrebet, og at han derefter tog en taxa til Chautauqua.

- Jeg hang bare ud. Jeg lavede ikke noget særligt, gik bare rundt, siger han til avisen og tilføjer, at han sov uden for på et græsområde natten til fredag.

Fredag morgen vil hundredvis af forfattere samles på trappen foran New York Public Library for at læse op af "De sataniske vers" i solidaritet med Salman Rushdie.

Det skriver The Guardian.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden