Modløse tunesere boykotter valg til præsidentens parlament
Tuneserne skal vælge nyt parlament. Et parlament, som kan undermineres efter præsidentens forgodtbefindende.
Præcis ti år efter at den tunesiske grønthandler Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv og satte gang i Det Arabiske Forår, går tuneserne til valg midt i landets formentlig største politiske krise siden.
Landets præsident, Kais Saied, har på mindre end to år opløst landets parlament, fyret dommere i snesevis og erstattet landets forfatning med en, som samler magten om ham selv.
Når tuneserne lørdag skal afgive deres stemme, bliver det for at vælge et parlament, som efter den nye forfatning i det store og hele kan undermineres af præsidenten efter hans forgodtbefindende.
I kystbyen Zarzis er en journalist fra nyhedsbureauet Reuters gået sig en tur for at tage pulsen på engagementet i det forestående valg.
Ikke én, som han talte med, agtede at stemme til valget.
- Jeg boykotter valget. Det interesserer mig ikke. Hvorfor skulle jeg stemme? Mit land har intet givet mig, siger 19-årige Ismail Challahki.
Han er - ligesom de fleste af hans venner - arbejdsløs og har allerede fire gange uden held forsøgt at trodse Middelhavet for at komme ulovligt til Italien.
Denne modløshed er en stor del af historien om, hvordan Kais Saied kom til magten i første omgang.
Utilfredshed med landets store partier førte i 2019 til, at tuneserne valgte et fragmenteret parlament, hvor islamiske Ennahda blev det største parti, og løsgængeren Saied fik posten som præsident.
Et års stridigheder mellem de to parter kulminerede i juli 2021, hvor Kais Saied suspenderede parlamentet. Kort efter fyrede han regeringen og oplyste, at han selv ville lede landet via et dekret.
Landets dommerstand tog affære, men lige meget nyttede det. Saied gav sig selv magten over det tunesiske retsvæsen og fyrede 57 dommere.
I maj i år oplyste han, at tuneserne skulle stemme om en ny forfatning.
Ifølge ham selv var det en komité af intellektuelle, som stod bag den nye forfatning, men flere fra den komité har senere afvist, at forfatningen, som den foreslog, var den samme, som den Saied sendte til afstemning.
I forfatningen nyder Saied immunitet i embedet. Han kan også ved egen magt vedtage lovgivning, som vægter tungere end den, som parlamentet vedtager.
I juli stemte tuneserne for den nye forfatning. Valgdeltagelsen var på blot 25 procent.
Tilbage i Zarzis siger 19-årige Ismail Challahki, at han vil søge væk fra Tunesien, når han har sparet nok penge sammen til at forsøge turen igen.
- Jeg vil forbedre livet og forbedre forholdene for min familie. Jeg er klar på at rejse hvor som helst hen med en stabil møntfod, siger han.
Tunesiens valgsteder åbner klokken 08.00 dansk tid og lukker klokken 18.00.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.