Mulig præsidentkandidat vinder klar sejr i Florida

Floridas guvernør, Ron DeSantis, er ifølge NBC News blevet genvalgt forud for muligt præsidentkandidatur.

Floridas guvernør, Ron DeSantis, er ifølge NBC News natten til onsdag dansk tid blevet genvalgt. Han er en af de mulige udfordrere til Donald Trump som Republikanernes præsidentkandidat i 2024. (Arkivfoto). <i>Marco Bello/Reuters</i>

Floridas guvernør, Ron DeSantis, er ifølge NBC News natten til onsdag dansk tid blevet genvalgt. Han er en af de mulige udfordrere til Donald Trump som Republikanernes præsidentkandidat i 2024. (Arkivfoto). Marco Bello/Reuters

Med en forholdsvis klar sejr i Florida har den republikanske guvernør, Ron DeSantis, natten til onsdag dansk tid sikret sig et rygstød til et potentielt forsøg på at blive præsident i 2024.

DeSantis bliver ifølge NBC News genvalgt som guvernør.

Florida har notorisk været betegnet som en svingstat, der kan gå til både Demokraterne og Republikanerne, og statens valg er ofte afgjort af små marginer.

Med 70 procent af stemmerne optalt, ser det dog ud til, at Ron DeSantis har slået Demokraternes kandidat, tidligere guvernør Charlie Crist, med en forholdsvis klar margin.

Ron DeSantis er en af de republikanere, der nævnes som et muligt alternativ til den tidligere præsident Donald Trump som Republikanernes præsidentkandidat ved præsidentvalget i 2024.

Det afspejler sig også hos eksempelvis bookmakerne, der giver Ron DeSantis bedre odds på at vinde præsidentvalget end den siddende præsident, Joe Biden.

Da Ron DeSantis første gang blev valgt som guvernør i Florida i 2018, vandt han med en margin på lidt over 30.000 stemmer ud af de 8,2 millioner vælgere i Florida, der satte deres kryds.

Med 82 procent af stemmerne optalt har Ron DeSantis en føring på over en million stemmer.

En af årsagerne til, at DeSantis ser ud til at løbe med en langt større sejr i år, kan findes i storbyen Miami i den sydlige spids af byen.

I mange år har det været et sted, hvor Demokraternes kandidat vandt med så mange stemmer, at det kunne opveje for Republikanernes stærke position andre steder i staten.

Eksempelvis fik demokraten Hillary Clinton ved præsidentvalget i 2016 63 procent af stemmerne i Miami-Dade County, hvor Miami ligger.

Ved præsidentvalget i 2020 fik demokraten Joe Biden 53 procent af stemmerne i Miami-Dade.

I år ser Ron DeSantis og Republikanernes senatskandidat, Marco Rubio, ud til at have fået flere stemmer i Miami-Dade end deres demokratiske modstandere.

Ifølge seneste folketælling var over to tredjedele af indbyggerne i Miami-Dade af latinamerikansk afstamning. Det har tidligere været en vælgergruppe, der stemte overvejende på demokratiske kandidater.

I Florida er det altså ikke nødvendigvis tilfældet længere.

Også den republikanske senator, Marco Rubio, bliver ifølge NBC News genvalgt i Florida.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.