vandvej og søtransport

Én passager fundet i live og én fundet død efter færgebrand

En af 12 savnede passagerer fra færgen "Euroferry Olympic" er fundet i live. En anden er fundet død i lastbil.

Græske brandmænd i færd med at bjærge liget af den lastbilchauffør, der er fundet død i en udbrændt lastbil på færgen "Euroferry Olympia" søndag.
Græske brandmænd i færd med at bjærge liget af den lastbilchauffør, der er fundet død i en udbrændt lastbil på færgen "Euroferry Olympia" søndag. Hellenic Fire Service/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:30

En passager, som har været savnet efter branden på det italienske skib Euroferry Olympic, er fundet i live. Det oplyser de græske myndigheder.

Passageren er en 21-årig lastbilchauffør fra Hviderusland, som blev opdaget i skibets stævn, da det søndag blev bugseret i havn.

Billeder fra det græske nyhedsmedie iefimerida.gr viser, hvordan en mand klædt i T-shirt og shorts kravler ned ad en stige og går fra borde.

Få timer senere kunne græsk redningsmandskab meddele, at det første dødsoffer er fundet. En af de 11 savnede er fundet død i en udbrændt lastbil om bord på færgen.

De savnede talte syv bulgarere, tre grækere og en tyrker - alle lastbilchauffører. Identiteten på den person, der nu er fundet død, er ikke umiddelbart oplyst.

Man mener, at alle chaufførerne har ligget og sovet i deres biler på vogndækket, da branden brød ud.

Derudover ved man ikke, om der kan have været andre blinde passagerer med på færgen ud over de to afghanere, der blev opdaget i forbindelse med redningsaktionen

Branden opstod natten til fredag på færgen, der sejler i Adriaterhavet mellem den græske by Igoumenitsa og Brindisi i Italien.

Størstedelen af de 239 passagerer og 51 besætningsmedlemmer blev reddet i land, men efterfølgende savnede man fortsat 12 af dem.

Brandårsagen er endnu ikke fastslået.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden