Næsten én million russere har lige nu visum til EU
Flere EU-lande ønsker et stop for russiske turister i lyset af krigen i Ukraine.

EU-Kommissær Ylva Johansson fremlagde tirsdag EU-Kommissionens forslag til suspendering af en aftale, der har givet russere adgang til hurtigere og billigere visa til Schengen-lande (Arkivfoto). Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Russiske turister kan fortsat holde ferie i EU. Også i EU-lande, der samtidig må hjælpe ukrainere, som er flygtet efter Ruslands invasion. Og det benytter mange russere sig af.
Lige nu har knap én million russiske statsborgere et gyldigt visum til Schengen-området. Det viser en opgørelse fra EU-Kommissionen, som blev fremlagt tirsdag.
Men snart bliver det lidt mere besværligt for russerne at søge visum. Tirsdag præsenterede EU-Kommissionen et forslag om at suspendere en særlig visum-aftale med Rusland.
Udspillet er endnu et led i EU's forsøg på at bremse Ruslands krig i Ukraine. Det fastslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
- Lempelig adgang til visa er et symbol på tillid. Den tillid har Ruslands krig fuldstændig knust, skriver Ursula von der Leyen på Twitter.
Udspillet går dog ikke så langt, som flere EU-lande ønsker. Især Finland samt de østeuropæiske EU-lande Estland, Letland, Litauen og Polen har presset på for at nægte russere indrejse helt.
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har derimod peget på, at et generelt visumforbud blandt andet kan gøre det svært for kritikere af præsident Vladimir Putin at forlade Rusland.
Udspillet er en opfølgning på en beslutning, der blev truffet på sidste uges udenrigsministermøde.
Her kunne EU-landene ikke blive enige om et generelt visumforbud for russere. I stedet blev man enig om at suspendere en aftale med Rusland fra 2007. Den har gjort det nemmere for russere at rejse ind i et EU-land.
Når aftalen suspenderes, vil det blandt andet betyde, at prisen stiger for et visum til Schengen-området. Området omfatter blandt andet de nordiske lande og store EU-lande som Tyskland og Frankrig.
Med aftalen havde russere adgang til billigere og hurtigere visa. Aftalen satte prisen for et visum ned fra cirka 600 kroner til cirka 260 kroner. Samtidig vil det uden aftalen tage lidt længere tid at få svar på en visumansøgning. Den særlige visumaftale gav adgang til svar på en visumansøgning inden for ti dage. Uden aftalen er fristen 15 dage.
- Med suspenderingen af aftalen er det samtidig muligt for medlemslande at genoverveje de eksisterende visa, siger den ansvarlige EU-Kommissær på området, Ylva Johansson på et pressemøde tirsdag.
Hun understreger samtidig, at EU-Kommissionen foreslår, at landene fremover prioriterer at give visa af humanitære grunde frem for turistvisa, når det gælder russiske ansøgninger.
Derudover lægger EU-Kommissionen op til, at EU ikke vil anerkende russiske pas udstedt i besatte områder. Det er igen et forsøg på at overbevise Rusland om at stoppe de militære angreb på nabolande.
EU-landene skal nu godkende forslaget. Det venter EU-Kommissionen vil ske hurtigt, så forslaget kan træde i kraft på mandag.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.