Nasa forventer snart at få besøg af Elon Musks sparekniv
Flere hundrede ansatte hos Nasa har taget imod en fratrædelsesordning fra Donald Trumps administration.
Opdateret kl. 03:28
Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa kan potentielt stå over for besparelser og nedskæringer.
I hvert fald forventer Nasa inden længe at skulle under gennemsyn af den nyoprettede, amerikanske effektiviseringsenhed Doge.
Det siger Nasas fungerende direktør, Janet Petro.
- Vi kommer til at få besøg af Doge. De kommer til at tage et kig - ligesom de har gjort hos andre organisationer - på vores udgifter og på, hvad vi bruger penge på, siger direktøren i forbindelse med en konference i Washington D.C.
Det er rigmanden Elon Musk, der står i spidsen for Doge, som er en del af præsident Donald Trumps nye administration.
Enhedens formål er at nedbringe udgifterne til det offentlige USA markant.
I den sammenhæng er over to millioner offentligt ansatte blevet tilbudt en fratrædelsesordning. Tilbuddet lyder, at de ansatte kan sige op med otte måneders løn eller risikere at blive fyret i kommende fyringsrunder.
Ifølge Janet Petro har "hundredvis" af ansatte hos Nasa taget imod tilbuddet.
Milliardæren Elon Musk, der er en af Donald Trumps tætte allierede, er både stifter af elbilselskabet Tesla og rumfartsvirksomheden SpaceX.
SpaceX har kontrakter med Nasa til en værdi af omkring 15 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Kontrakterne handler primært om Nasas brug af SpaceX's Starship-rumfartøjer.
Det er dog ikke kun besparelser, der risikerer at ramme Nasa.
Organisationen skal ligesom andre offentlige myndigheder i USA også reagere på en række præsidentielle dekreter, som Trump har underskrevet.
Blandt andet skal de droppe programmer, der har til formål at fremme diversiteten på arbejdspladsen.
- Alle ansvarlige prøver lige nu at finde hoved og hale i de dekreter, der kommer flyvende mod os, lyder det fra Janet Petro.
Nasa har planer om at sende mennesker til Månen inden for den nærmeste fremtid. Planerne udfordres dog af Musk og Trump, der er mere interesserede i mulige missioner til Mars.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.