Verden

Nato-chef betegner Putin som en stærk og uforudsigelig forhandler

Ukraine vil være involveret i fredsforhandlinger, siger Mark Rutte, der insisterer på holdbar fred.

- Putin er en stærk forhandler. Han er uforudsigelig.

Sådan lyder det fra Natos generalsekretær, Mark Rutte, på et pressemøde efter torsdagens Nato-forsvarsministermøde.

Dermed sætter han ord på den næste fase af Ukraine-krigen, som ser ud til at indebære direkte forhandlinger med Ruslands præsident.

- Hvis man vil indgå en fredsaftale, så bliver man nødt til at forhandle med Putin, siger Mark Rutte.

Han understreger, at Ukraine vil være involveret i forhandlingerne uden dog at specificere, om Ukraine direkte vil sidde med ved bordet.

Udmeldingerne kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har talt i telefon med Vladimir Putin og dermed efter eget udsagn indledt fredsforhandlingerne.

Efter samtalen med Putin ringede Donald Trump til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som dermed ikke var direkte med i den første samtale mellem USA og Rusland.

Mark Rutte forsøger dog at dæmpe den europæiske bekymring for, at Trump vil indgå en hurtig aftale med Putin til skade for Ukraine.

- Vi vil kun indgå en fredsaftale, som ikke bliver set som et nederlag for Vesten, og som vi ved er holdbar, siger Mark Rutte.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden