Verden

Nato-chef lover Ukraine støtte på topmøde med Trump

Støtten til Ukraine ventes at blive nævnt i erklæring fra topmøde trods Trumps tidligere kritik af Zelenskyj.

Ukraine vil få opbakning på Nato-topmødet i Haag. Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte.

Udmeldingen kommer på Nato-topmødets første dag, inden USA's præsident, Donald Trump, er ankommet.

- Støtten til Ukraine vil være der, siger Mark Rutte på et fælles pressemøde med Zelenskyj samt EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa.

Meldingen faldt altså, uden at Trump var i rummet.

Derfor er det uklart, om Natos generalsekretær også talte på USA's vegne.

Ukraine er ikke medlem af Nato, og derfor deltager Zelenskyj ikke på linje med de 32 Nato-landes stats- og regeringsledere.

Op til Nato-topmødet har der været bekymring for, at Trump helt ville holde Ukraine ude af erklæringen fra topmødet i et forsøg på at holde et godt forhold til Rusland.

Til stor frustration for Ukraines europæiske allierede tøver Trump - trods fortsatte russiske angreb på Ukraine - også med at gennemføre nye sanktioner mod Rusland.

Dagen før erklæringen skal vedtages, ser det dog ud til, at støtten til Ukraine vil blive omtalt i erklæringen.

Også Rusland ventes at blive omtalt som årsagen til, at Nato-landene på topmødet ventes at sige ja til et nyt mål om forsvarsudgifter på fem procent af bruttonationalproduktet (bnp).

Til gengæld har Ukraine undladt at presse Trump og Nato-kredsen for det, man drømmer allermest om: Et løfte om Nato-medlemskab.

- Det vigtigste for os er enigheden blandt Nato-landene og EU-landene. Det giver mulighed for stærk støtte til Ukraine, siger Zelenskyj.

Det er en helt ny situation i forhold til sidste års Nato-topmøde i Washington, hvor den amerikanske præsident hed Joe Biden.

Dengang fik Ukraine løfte om en "irreversibel" vej til Nato-medlemskab. Uden at Ukraine fik en dato for, hvornår det skulle ske.

Trump-administrationen har afvist Nato-medlemskab som del af en fredsaftale med Rusland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden