Nato vil hurtigt garantere Sverige og Finlands sikkerhed

Nato vil se på muligheden for at øge den militære tilstedeværelse i Sverige og Finland, siger Stoltenberg.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, lover hurtige sikkerhedsgarantier til Sverige og Finland, hvis de søger optagelse i Nato. Søndag deltog han på grund af corona via videolink i et pressemøde med Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock. <i>Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix</i>

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, lover hurtige sikkerhedsgarantier til Sverige og Finland, hvis de søger optagelse i Nato. Søndag deltog han på grund af corona via videolink i et pressemøde med Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock. Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix

Rusland har truet Finland og Sverige med repressalier, hvis de søger medlemskab af Nato. På den baggrund vil Nato stille hurtige sikkerhedsgarantier til de to nordiske lande.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg på et pressemøde efter Nato-landenes udenrigsministres møde i Berlin.

- Vi vil se på muligheden for at øge Natos tilstedeværelse i den baltiske region og i og omkring Sverige og Finland. Det vil selvfølgelig ske i tæt konsultation med Sverige og Finland, siger Jens Stoltenberg.

Nato har allerede sendt flere soldater og militært materiel til Baltikum i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Det kan nu blive udvidet til at omfatte Sverige og Finland, hvis de to lande søger optagelse, må man forstå på Stoltenberg.

- Vi vil se på styrkelsen af Natos tilstedeværelse både til lands, til vands og i luften, siger Jens Stoltenberg.

Finland deler 1340 kilometer grænse med Rusland, og landet er derfor meget udsat i forhold til russisk aggression. Også i Sverige har der været bekymring for repressalier fra Rusland, hvis landet søger optagelse i Nato.

Nato vil desuden styrke samarbejdet med Finland og Sverige i forhold til cybersikkerhed. Igen sker det for at kunne imødegå eventuelle angreb fra Rusland.

- Vi vil samarbejde om at imødegå de udfordringer, som Sverige og Finland er bange for, at de vil se flere af i overgangsperioden, siger Jens Stoltenberg.

Hvis Sverige og Finland officielt bliver optaget i Nato, vil de to lande være omfattet af den særlige artikel 5. Det er musketereden i Nato. Den sikrer hjælp til et medlemsland i tilfælde af et angreb.

Der er dog et stykke vej, før Sverige og Finland når så langt. De to nordiske lande opfylder ifølge Stoltenberg alle krav til medlemskab. Men den formelle optagelse kræver godkendelse af alle de 30 Nato-landes parlamenter.

- Mit ønske er, at processen skal hurtigere, end den tidligere har gjort, siger Jens Stoltenberg.

Han kalder det en historisk mulighed for at udvide alliance, som bør gribes.

Optagelsen har dog mødt modstand i Tyrkiet. Her har præsidenten, Recep Tayyip Erdogan, sagt, at de to nordiske lande er "hjem for mange terrororganisationer". Formentlig med henvisning til den kurdiske organisation PKK, der set med tyrkiske øjne er en terrororganisation.

Stoltenberg lægger op til dialog med Tyrkiet. Hans forventning er dog, at Tyrkiet i sidste ende vil acceptere Sverige og Finland.

- Tyrkiet er en vigtig allieret, som har udtrykt bekymringer. Når et Nato-land gør det, så vil vi sætte os ned og diskutere det. Jeg er overbevist om, at vi kan finde fælles vej til at komme videre med medlemskab for Sverige og Finland, siger Jens Stoltenberg.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.