Navalnyj vil genåbne kontorer og kalder til kamp mod Putin
Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs organisation vil genåbne sine kontorer i Rusland.
Opdateret kl. 06:20
Den fængslede Putin-kritiker og oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs organisation, FBK, oplyser tirsdag, at den har tænkt sig at genåbne sine kontorer i Rusland.
FBK, som står for det russiske ord for Antikorruptionsfonden, genopliver sit netværk blandt andet for at gøre modstand mod landets præsident Vladimir Putins ordre om at mobilisere flere styrker til kamp i Ukraine.
Det oplyser en af Navalnyjs tætte allierede, Ivan Zjdanov, i en video, som er blevet lagt på sociale medier.
Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor russiske regeringskritikere står umådeligt svagt. Siden den russiske regering sendte soldater ind i Ukraine, er de fleste af Putins velkendte kritikere røget bag tremmer eller gået i eksil.
Navalnyjs organisation er blevet brændemærket som "ekstremister" af de russiske myndigheder. Myndighederne har i de seneste måneder desuden lagt yderligere pres på organisationens ansatte og frivillige, som risikerer retsforfølgelse.
En anden af Navalnyjs allierede, Leonid Volkov, siger, at Vladimir Putins dekret om at mobilisere yderligere 300.000 kampdygtige mænd "har bragt lidelse til hver eneste russiske familie".
Aleksej Navalvyj sidder for tiden i fængsel. Ifølge flere medier er det i et højsikret fængsel i Vladimir-regionen, hvis grænse ligger omkring 65 kilometer fra det central Moskva.
Både Volkov og Zjdanov lever i eksil, og det står derfor ikke helt klart, hvem der skal stå for at genåbne kontoret og sørge for, at organisationen kan fortsætte sit arbejde.
De to er dog enige om, at FBK med sin tilbagevenden vil arbejde for dem, som går imod Ruslands krig i Ukraine.
Volkov siger desuden, at "kampen kan tage mange former", for eksempel at give juridisk støtte til dem, som måtte have brug for det.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.