regering og Folketing

Netanyahu har sikret aftale om ny regering i Israel

Likud-lederen lander aftale om regering og står igen i spidsen for Israel. Det sker kort før deadline.

Den nye regering, som Benjamin Netanyahu skal præsentere inden for en uge, træder til efter et år med øget uro på Vestbredden. (Arkivfoto).
Den nye regering, som Benjamin Netanyahu skal præsentere inden for en uge, træder til efter et år med øget uro på Vestbredden. (Arkivfoto). Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:57

Lederen af Likud-partiet, Benjamin Netanyahu, oplyser på Twitter, at han har sikret aftale om ny regering i Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er lykkedes, skriver den tidligere premierminister på Twitter.

Det sker efter ugers hårde forhandlinger.

Dermed skal han igen stå i spidsen for landet - denne gang med udsigterne til den mest højreorienterede regering i landets historie.

Netanyahus konservative Likud-parti og andre religiøse nationalistpartier vandt flertallet ved valget 1. november. Her sikrede Netanyahu sig 64 af Knessets 120 pladser.

Regeringsforhandlingerne er dog trukket ud på grund af uenighed om blandt andet kontrol over det ministerium, der har ansvaret for politiet.

Samarbejdet med det yderst højreorienterede parti Jødisk Magt og Det Religiøse Zionistparti har chokeret palæstinensere og liberale israelere.

Jødisk Magt ledes af den 46-årige Itamar Ben-Gvir. Han er dømt for racisme og har før talt for at fordrive arabere, der bor i Israel. Han ønsker også at annektere den besatte Vestbred.

Ben-Gvir bliver landets sikkerhedsminister med ansvar for politiet, mens lederen for Det Religiøse Zionistparti, Bezalel Smotrich, får kontrol med planlægningen af Vestbredden. Det åbner døren for partiets magt til at udvide israelske bosættelser.

Den nye regering, som Netanyahu skal præsentere inden for en uge, træder til efter et år med øget uro på Vestbredden. Her er mere end 150 palæstinensere og 20 israelere blevet dræbt.

Regeringsaftalen landede minutter før midnat israelsk tid, som var deadline for udformningen af ny regering. Den deadline var sat af præsident Isaac Herzog.

En talsperson for præsidenten bekræfter, at Netanyahus erklæring er modtaget.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden