Verden

New Zealand sender fly og helikoptere i luften mod skovbrand

40 personer, der var ude at vandre i nationalpark, måtte lørdag blive fløjet i sikkerhed på grund af brand.

Billede af nationalparken Tongariro National Park i New Zealand, der denne weekend er ramt af en skovbrand, der endnu ikke er under kontrol. (Arkivfoto).
Billede af nationalparken Tongariro National Park i New Zealand, der denne weekend er ramt af en skovbrand, der endnu ikke er under kontrol. (Arkivfoto). Jürgen Schwenkenbecher/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 04:48

Flere luftfartøjer er blevet sendt på vingerne i kampen mod en skovbrand i New Zealand.

Det melder myndigheder i landet søndag lokal tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skovbranden er aktiv i en nationalpark i den centrale del af landets nordlige ø.

Her har den hærget et område på omkring 1100 hektar.

Lørdag eftermiddag begyndte brandfolk arbejdet mod skovbranden i nationalparken Tongariro, som er et populært sted til vandreture.

Her måtte man lørdag eftermiddag flyve 40 personer, der var ude at vandre, i sikkerhed fra området med helikopter.

Natten til søndag lokal tid blev arbejdet med at få branden under kontrol dog indstillet af sikkerhedsmæssige årsager.

New Zealands Brand- og Beredskabstjeneste oplyser søndag, at flere brandslukningsfly er blevet sendt til nationalparken.

I alt er otte helikoptere og tre fly nu del af indsatsen.

- På grund af terrænet og brandens omfang er en indsats fra luften mere effektiv på nuværende tidspunkt i stedet for at indsætte ekstra mandskab på jorden, siger Craig Gold, som er assisterende brand- og beredskabschef i en udtalelse.

Ifølge det statslige medie Radio New Zealand siger en talsperson for Naturbeskyttelsesministeriet, at yderligere ni vandrere søndag morgen lokal tid blev evakueret fra Tongariro.

Ifølge brand- og beredskabstjenesten vil luftovervågning søndag give et mere præcist billede af brandens omfang.

Branden - der på nuværende tidspunkt er ude af kontrol - ventes at kunne komme under kontrol efter omkring et døgns slukningsindsats.

Ud over helikopterne og fly vil også seks brandbiler og fem slukningstankvogne deltage i indsatsen.

Ifølge det australske medie ABC opfordres folk til at holde sig væk fra området.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden