Newzealandsk pilot kræves frigivet et år efter kidnapning
En pilot blev sidste år kidnappet af en indonesisk oprørsgruppe og har siden været i dens varetægt.
Opdateret kl. 11:16
New Zealands udenrigsminister, Winston Peters, har mandag opfordret til frigivelsen af den newzealandske pilot Philip Mehrtens, der blev kidnappet af indonesiske oprørere for godt et år siden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Vi opfordrer stærkt dem, der tilbageholder Philip, til at frigive ham uskadt. Hans fortsatte tilbageholdelse tjener ingens interesser, siger Peters ifølge AFP.
Mehrtens blev kidnappet af oprørsgruppen Vest-Papuas Nationale Befrielseshær den 7. februar sidste år i Nduga-lufthavnen i Indonesien.
Det var et forsøg på at lægge pres på indonesisk militær og få dem til at forlade Papua, der er den vestlige del af øen Ny Guinea.
Siden har oprørsgruppen krævet, at Indonesien anerkender Papua som uafhængigt fra landet, før de frigiver Mehrtens.
Det er ikke sket. Derfor er newzealænderen stadig i oprørsgruppens varetægt, hvilket bekymrer Winston Peters.
- Vi ved, at Philip lige før jul kontaktede nogle familiemedlemmer og venner for at forsikre dem om, at han var i live og okay. Men vi er stadig bekymrede for mængden af tid, han har været holdt tilbage, siger han.
Peters siger desuden, at New Zealands statslige myndigheder har samarbejdet tæt med indonesiske myndigheder det seneste år for at sikre Mehrtens' frigivelse.
Ifølge den indonesiske hær lavede oprørere i april sidste år et bagholdsangreb på indonesiske soldater på Papua, da de søgte efter Mehrtens. En enkelt indonesisk soldat blev dræbt.
Papua er en tidligere hollandsk koloni, der blev selvstændig i 1961. To år senere tog Indonesien kontrol over området og lovede en folkeafstemning om selvstændighed.
Den efterfølgende afstemning, der endte med et flertal for, at Papua forblev en del af Indonesien, blev dog ifølge AFP vidt betragtet som falsk.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.