socialt medie

Niårig dreng er fanget i brønd på andet døgn i Afghanistan

Redningsfolk forsøger torsdag at redde en dreng, der er fanget cirka ti meter nede i en brønd i Afghanistan.

En niårig dreng er på andet døgn fanget omkring ti meter nede i en brønd i en fjerntliggende landsby i det sydlige Afghanistan.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En video på sociale medier viser angiveligt, at drengen, der hedder Haidar, er i stand til at bevæge sine arme og overkrop. Videoen er delt af flere - herunder Taliban-regeringen i Afghanistan, skriver AFP.

- Er du o.k., søn?, siger drengens far på videoen.

- Tal til mig, og græd ikke. Vi arbejder på at få dig ud, lyder det videre.

Drengen svarer:

- O.k., jeg bliver ved med at tale.

Situationen i Afghanistan udspiller sig, under to uger efter en lignende situation i Marokko. Her var en femårig dreng i dagevis fanget i en 32 meter dyb brønd. Det lykkedes ikke at redde drengen.

I Afghanistan har redningsfolk gravet en vinklet tunnel, der forhåbentlig fører ind til drengen og dermed kan udgøre en redningsvej.

Der er også beredskab til stede ved brønden.

- Der er et hold med en ambulance, ilt og andre nødvendigheder på plads, skriver en sekretær for Afghanistans vicepremierminister på Twitter.

Redningsaktionen i Afghanistan minder på mange måder om den i Marokko tidligere på måneden. Her forsøgte redningsfolk ligeledes at grave en tunnel parallelt med brønden for at kunne hente drengen op.

Drengen, den femårige Rayan, blev fundet død efter fem dage i brønden.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden