Nye detaljer afsløret om dokumenter i Trumps hjem
Trump havde fjernet 184 "tophemmelige" dokumenter fra Det Hvide Hus, oplyser ministerium.
Det amerikanske justitsministerium offentliggjorde fredag nye detaljer om dets efterforskning af regeringsdokumenter, som tidligere præsident Donald Trump fjernede fra Det Hvide Hus.
Blandt dem var 184 "tophemmelige" dokumenter, som indeholdt følsomme oplysninger om regeringens efterforskningsarbejde og dens hemmelige informanter.
En ransagningskendelse, som blev anvendt af FBI ved ransagningen af Trumps hjem i Mar-a-Lago, er fredag blevet offentliggjort i stærkt redigeret form efter ordre fra en føderal dommer. Kendelsen indeholder ikke opsigtsvækkende nyt.
En stor del af kendelsens indhold er tilbageholdt.
I et separat dokument, som også blev offentliggjort fredag, siger justitsministeriet, at en del informationer må forblive fortrolige for at "beskytte et betydeligt antal civile vidner" og selve efterforskningens integritet.
FBI's ransagelse af Mar-a-Lago var en markant eskalering af de mange undersøgelser, som er iværksat af Trump, efter at han forlod Det Hvide Hus.
Den tidligere præsident, som antyder, at han vil stille op igen, siger, at undersøgelserne er politisk motiverede.
FBI's operation var en føderal undersøgelse af, hvorvidt Trump ulovligt havde fjernet dokumenter fra den amerikanske præsidentbolig i januar 2021.
Ifølge dokumentet, der blev offentliggjort fredag, siger en unavngiven FBI-agent, at USA's Nationale Arkiver fandt store mængder af "hemmeligt stemplede dokumenter", da det modtog 15 kasser fra Mar-a-Lago i januar.
FBI gennemførte en operation på Mar-a-Lago den 8. august. FBI beslaglagde 11 sæt af klassificerede dokumenter fra Mar-a-Lago. Den amerikanske regering har ifølge The New York Times fået mere end 300 klassificerede dokumenter tilbage fra Mar-a-Lago.
Deriblandt materiale fra efterretningstjenesterne CIA og NSA samt FBI.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.