Øjenvidne: Rushdie blev stukket flere gange af angriber
Rushdie er i live efter at være stukket flere gange. Der var blod overalt i hans ansigt efter angrebet.

Forfatteren Salman Rushdie føres af ambulancefolk hen til en helikopter, efter han fredag blev stukket ned af en angriber ved starten af en forelæsning i en lille by i delstaten New York. Twitter @horatiogates3/Reuters
Rita Landman, der er læge, og som befandt sig i salen, hvor Salman Rushdie, fredag blev angrebet i den lille by Chautauqay, siger, at forfatteren blev stukket flere gange.
Hun fortæller New York Times, at hun sprang op på scenen for at hjælpe.
Her så hun, at Rushdie var blevet stukket flere gange med kniv, blandt andet i højre side af halsen.
Der var blod på scenegulvet, men han så ud til at være i live, og der blev ikke taget skridt til genoplivning.
- Folk sagde: "Han har en puls. Han har en puls, han har en puls", fortæller Landman.
Politiet oplyser, at Rushdie blevet fløjet med helikopter til et nærliggende hospital i den vestlige del af delstaten New York.
Ifølge det senest oplyste så er den 75-årige forfatter i live og befinder sig på operationsbordet, skriver Reuters.
Øjenvidner i salen har fortalt Buffalo News, et lokalt medie, at angriberen var klædt i sort og havde en sort maske over hovedet, da han sprang op på scenen og angreb Rushdie.
En mand, der sad på første række, Roger Warner, fortæller, at angriberen var en slank mand, der raskt sprang op på scenen. Han så nogle af de sår, som Rushdie fik.
- Han var dækket i blod, og der var blod, som løb ned på gulvet. Jeg så simpelthen blod overalt omkring hans øjne, og det løb ned af hans kinder, fortæller han.
- Det var en helt igennem forfærdelig ting at overvære, siger Carl Levan til BBC. Han sad ned i salen og ventede på den samtale, der skulle finde sted på scenen med Rushdie.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.