Øldrikkere og gravide er i øget risiko for myggestik
Forskningsstudie viser, at myg er særligt glade for gravide. Øl kædes også sammen med øget risiko for stik.
Når myg udvælger deres ofre, så er nogle mennesker mere udsatte for at få et myggestik end andre.
På afstand tiltrækkes myggene af den kuldioxid, som udåndes. Når myggene kommer nærmere, så vil kropslugte, en høj kropstemperatur og fugtighed gøre nogle personer særligt attraktive.
Det siger forskerne Frederic Simard og Rickard Ignell til nyhedsbureauet AFP.
- Vi har i mere end 100 år vidst, at myggene tiltrækkes af den kuldioxid, vi udånder. Det er det første signal, der udløser deres adfærd, siger Rickard Ignell.
Den svenske professor, der er tilknyttet Sveriges Landbruksuniversitet, fortæller, at myggen herefter tiltrækkes af særlige kropslugte, når den kommer inden for en afstand på omkring ti meter.
Mennesket udskiller ifølge professoren mellem 300 og 1000 forskellige lugte, men først for nylig er forskere begyndt at forstå, hvilke lugte der tiltrækker myg.
I et nyligt studie, som Rickard Ignell stod bag, identificerede man 27 lugte, som myggene reagerede på.
I studiet blev 42 kvinder placeret i et laboratorium for at se, hvem der var mest attraktive for myggene.
Her fandt man frem til, at myggene blandt andet var særligt glade for gravide kvinder, der befinder sig i andet trimester - altså fra uge 12 til 28 i graviditeten. I denne periode udskilte kvinderne en særlig lugt.
- Myg er fascinerende skabninger, siger Rickard Ignell.
Mange tror, at myggene foretrækker bestemte blodtyper, men den teori er der ikke noget videnskabeligt belæg for.
Det siger entomologen Frederic Simard, der er tilknyttet Frankrigs forskningsinstitut for bæredygtig udvikling (IRD).
- Der har været nogle studier, men de har kun været med få deltagere, siger Frederic Simard.
Der er tidligere lavet studier, der kæder indtagelse af øl sammen med en øget risiko for myggestik. Det kan skyldes, at øl øger kropstemperaturen og mængden af CO2 i den kuldioxid, mennesket udånder.
I et hollandsk studie fra 2023 stak 465 frivillige deres arme ind i bure fyldt med myg.
Studiet viste, at frivillige, der havde indtaget øl inden for de seneste 24 timer, havde en øget risiko på 35 procent for at få et myggestik.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.