Verden

Østrigsk kvinde er blevet kidnappet i ørkenby i Niger

Østrigs udenrigsministerium og ambassade i Algeriet arbejder på sag, hvor kvinde er blevet kidnappet i Niger.

Agadez i Niger er også kendt som "porten til ørkenen". (Arkivfoto).
Agadez i Niger er også kendt som "porten til ørkenen". (Arkivfoto). Camille Laffont/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:29

En østrigsk kvinde er blevet kidnappet i byen Agadez i Niger.

Det oplyser Østrigs udenrigsministerium sent søndag aften til nyhedsbureauet AFP.

- Vi kan desværre bekræfte sagen, lyder det i en e-mail.

Det er Østrigs ambassade i Algeriets hovedstad, Algier, som har ansvaret for sager om østrigske statsborgere i Niger, der er naboland til Algeriet.

Tidligere lød det fra udenrigsministeriet, at den østrigske ambassade var blevet "informeret om en mulig kidnapning af en østrigsk kvinde i Agadez".

Det lokale medie Air-Info i Agadez skriver, at der er tale om den 73-årige Eva Gretzmacher, som er boet i den nigerske by i 28 år.

Agadez er også kendt som "porten til ørkenen".

Myndighederne i Niger, heriblandt borgmesteren i Agadez, har afvist at kommentere sagen.

Den østrigske ambassade siger, at den er i kontakt med flere andre lande, med EU's delegation i Niger og med de regionale myndigheder i Niger om sagen.

Østrigs udenrigsministerium siger samtidig, at det har bedt Nigers udenrigsministerium om hjælp i sagen.

Ifølge Air-Infos oplysninger dukkede kidnapperne op ved Gretzmachers hjem lørdag aften. Her tvang de med trukket pistol vagten foran hendes hjem til at åbne døren.

Da de var kommet ind i huset tvang de angiveligt kvinden med ind i et køretøj. De skal ifølge mediet ikke have stjålet nogle genstande fra hendes hjem.

Udenrigsministeriet har dog ikke selv udtalt sig om forløbet.

Ifølge Air-Info og den østrigske avis Kurier stiftede Eva Gretzmacher, som er født i Østrigs hovedstad, Wien, i 2010 et center, hvorigennem hun arbejdede med projekter inden for uddannelse, sundhed, økologi, kultur og kunst.

I 2021 modtog hun ifølge Air-Info trusler om kidnapning.

Niger, som ligger i i Sahel -regionen i det nordlige Afrika, er præget af fattigdom.

Den nigerske junta har styret landet, siden juli 2023, hvor præsident Mohamed Bazoum blev væltet i et militærkup.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden