Verden

Østrigske partier gør nyt forsøg på at danne regering

Godt 130 dage efter valget er der endnu ikke dannet regering i Østrig. SPÖ og ÖVP gør et nyt forsøg uden FPÖ.

Det konservative ÖVP's partileder, Christian Stocker, på vej ind til møde med Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, efter at forhandlinger med det indvandringskritiske højrefløjsparti FPÖ i sidste uge brød sammen. Nu forsøger ÖVP endnu en gang at se, om partiet kan nå til enighed med det socialdemokratiske SPÖ om at danne en ny regering.
Det konservative ÖVP's partileder, Christian Stocker, på vej ind til møde med Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, efter at forhandlinger med det indvandringskritiske højrefløjsparti FPÖ i sidste uge brød sammen. Nu forsøger ÖVP endnu en gang at se, om partiet kan nå til enighed med det socialdemokratiske SPÖ om at danne en ny regering. Lisa Leutner/Reuters

Det konservative parti ÖVP og det socialdemokratiske SPÖ har genoptaget deres forhandlinger om muligvis at danne en regeringskoalition i Østrig.

Det skriver nyhedsbureauet dpa og avisen Der Standard.

Det er anden gang, at de to partier forsøger at danne regering sammen. Det første forsøg kollapsede i januar.

Der er endnu ikke dannet en regering godt 130 dage efter parlamentsvalget i september sidste år, hvor det indvandringskritiske Frihedspartiet (FPÖ) blev størst.

Det er den længste periode uden regering, som Østrig har oplevet.

Efter at ÖVP og SPÖ måtte kaste håndklædet i ringen i januar, fulgte flere ugers forhandlinger mellem ÖVP og FPÖ.

Men også disse forhandlinger brød sammen i sidste uge.

De konservative lægger skylden for sammenbruddet på Frihedspartiets partileder, Herbert Kickl.

- Desværre er Herbert Kickl ikke i tilstrækkelig grad skiftet fra rollen som oppositionspolitiker til rollen som premierminister, sagde ÖVP's leder, Christian Stocker, i sidste uge.

I forbindelse med de forhandlinger, der nu er gået i gang mellem SPÖ og ÖVP, står det klart, at ingen ønsker et "tredje forhandlingsmaraton", skriver Der Standard.

Der har ikke været nogen meldinger fra hverken de konservative eller socialdemokraterne om, hvad tidshorisonten er for en mulig regeringsdannelse.

Men presset er "enormt", siger en unavngiven deltager i forhandlingerne til Der Standard.

I første omgang forsøger de to partier blandt andet at se, om de kan blive enige om en finanslov for de kommende to år, skriver dpa.

Hvis det lykkes SPÖ og ÖVP at danne en regering sammen, vil de to partier sidde på et spinkelt flertal på blot et enkelt mandat.

Men både De Grønne og det liberale parti Neos har antydet, at de vil støtte de to partier på en række områder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden