Oliedepot står i flammer før Formel 1-løb i saudiarabisk by

Houthi-oprørere hævder at stå bag flere angreb i Saudi-Arabien. Røg stiger op over havnebyen Jeddah.

Røg stiger op fra et oliedepot i den saudiarabiske by Jeddah. <i>Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix</i>

Røg stiger op fra et oliedepot i den saudiarabiske by Jeddah. Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix

Et oliedepot i den saudiarabiske by Jeddah står fredag i flammer.

Branden er brudt ud, samtidig med at en træning forud for et Formel 1-løb er blevet afviklet.

Billeder og video fra Jeddah viser en stor søjle af røg, der stiger op over byen.

En talsmand for houthi-oprørere fra Yemen udtaler fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at flere mål er blevet angrebet i Saudi-Arabien.

Det gælder blandt andet et anlæg tilhørende det statsejede saudiarabiske olieselskab Aramco i Jeddah. Anlægget skal være blevet ramt af missiler.

Mediet Motorsport skriver, at det ramte oliedepot ligger ved den internationale lufthavn lidt over 15 kilometer fra racerbanen. Der kunne angiveligt lugtes brændende olie ved banen.

Brandene skal senere fredag være kommet under kontrol. Det melder den saudiskledede koalition ifølge Reuters. Ingen er ifølge udtalelsen kommet til skade som følge af angrebet.

Også i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, skal mål være blevet ramt. Derudover er raffinaderierne Ras Tanura og Rabigh blevet ramt af droner, siger talsmanden, Yahya Sarea, ifølge Reuters.

Ifølge den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, fordømmer USA angrebet mod Saudi-Arabien.

- På et tidspunkt, hvor parterne burde være fokuseret på en deeskalering og levering af livreddende nødhjælp til det yemenitiske folk, fortsætter houthierne deres destruktive adfærd og hensynsløse terrorangreb, siger Blinken ifølge Reuters.

Angrebene finder sted, mens Saudi-Arabien fortsat står i spidsen for en koalition i Yemen, hvor en borgerkrig i 2014 tog fart.

Det skete, da houthi-oprørerne indtog hovedstaden Sanaa og en stor del af landets nordlige områder.

Et år senere gik Saudi-Arabien ind i konflikten. Det skete for at genindsætte den væltede præsident, Mansour Abed Rabbo Hadi.

Luftangreb - som houthi-oprørere hævder, at Saudi-Arabien står bag - har fået international kritik for også at ramme civile.

Titusindvis af mennesker er blevet dræbt, og millioner er tvunget på flugt fra deres hjem under konflikten.

Natten til lørdag dansk tid beder den saudiskledede koalition i Yemen civile om ikke at komme i nærheden af oliefaciliteter i havnebyen Hodeidah ved Det Røde Hav.

Det rapporterer saudiarabiske statsmedier ifølge Reuters.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.