konflikt, krig og fred

Operasang skal løfte moralen blandt russiske soldater i Ukraine

Svag kampånd er et problem for Ruslands styrker, lyder efterretninger. "Kreative brigader" sendes til fronten.

Rusland har en lang historik med at sende militærorkestre til krigszoner for at højne moralen blandt de russiske udsendte i uniform. Her er det et orkester, der øver i Moskva ved en helt anden lejlighed. (Arkivfoto)
Rusland har en lang historik med at sende militærorkestre til krigszoner for at højne moralen blandt de russiske udsendte i uniform. Her er det et orkester, der øver i Moskva ved en helt anden lejlighed. (Arkivfoto) Sergei Karpukhin/Reuters

Ruslands regering vil sende operasangere, musikere og andre kunstnere til fronten i Ukraine.

Ikke for at kæmpe, men i et forsøg på at højne moralen blandt de russiske soldater.

- Skrøbelig kampånd er sandsynligvis stadig en betydelig sårbarhed i store dele af den russiske styrke, skriver det britiske forsvarsministerium søndag i en opdatering om krigen i Ukraine.

Ruslands forsvarsministerium er derfor ved at etablere to såkaldte kreative brigader.

Ifølge russiske medier tæller de to nye brigader blandt andet operasangere, skuespillere og cirkusartister.

For nylig har Ruslands forsvarsministerium også opfordret almindelige borgere til at donere musikinstrumenter til de udsendte i Ukraine.

I mange lande er der tradition for at spille militærmusik og organisere underholdning til de udsendte soldater.

Men i Rusland hænger den type underholdning tæt sammen med den ideologiske politiske opdragelse, der var udbredt i det tidligere Sovjetunionen, lyder det i de britiske efterretninger.

Det er dog tvivlsomt, om operasangere og musikere vil kunne fjerne soldaternes opmærksomhed fra de mange problemer, der angiveligt er ved fronten.

Det tæller blandt andet "høje tabstal, dårligt lederskab, problemer med løn, mangel på udstyr og ammunition og mangel på klarhed om krigens mål", skriver det britiske forsvarsministerium videre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden