Verden

Oppositionsleder vinder præsidentvalget i østaten Seychellerne

Patrick Herminie har fået 52,7 procent af stemmerne, viser resultater offentliggjort af valgkommission.

Oppositionspolitikeren Patrick Herminie til et vælgermøde den 5. oktober. Natten til søndag dansk tid har valgkommissionen i Seychellerne offentliggjort resultater, der viser, at han er landets nye præsident. (Arkivfoto).
Oppositionspolitikeren Patrick Herminie til et vælgermøde den 5. oktober. Natten til søndag dansk tid har valgkommissionen i Seychellerne offentliggjort resultater, der viser, at han er landets nye præsident. (Arkivfoto). Gabriel Robert-Gironcelle/Reuters

Opdateret kl. 03:54

Oppositionslederen Patrick Herminie har vundet præsidentvalget i Seychellerne.

Det fremgår af resultater, der er blevet offentliggjort af landets valgkommission.

Herminie har fået 52,7 procent af stemmerne.

Han var oppe imod den siddende præsident, Wavel Ramkalawan, i en anden valgrunde, efter at ingen af dem havde fået over 50 procent af stemmerne i første valgrunde i sidste måned.

Valget har været præget af spørgsmål om miljøet og økonomien.

Seychellerne er ifølge tal fra Verdensbanken det rigeste i Afrika målt per indbygger.

Men øgruppen er sårbar over for klimaforandringer, og der er udbredte problemer med stofmisbrug i befolkningen, som tæller omkring 107.000 indbyggere.

I sin sejrstale lover 62-årige Patrick Herminie, at han vil bringe leveomkostningerne ned. Han vil også forbedre offentlige tilbud og skabe mere sammenhold.

- Jeg vil være præsident for alle i Seychellerne, siger den nyvalgte præsident, der både bliver statsoverhoved og regeringschef.

Stemmeurnerne åbnede torsdag på nogle af de i alt 115 øer i Seychellerne.

Men først lørdag kunne folk på de mest befolkede øer sætte deres kryds i valget, som altså er endt med en sejr til oppositionens leder.

Valgets taber, Wavel Ramkalawan, erkender sit nederlag og ønsker Patrick Herminie tillykke med sejren.

- Jeg går herfra med en arv, der får mange præsidenter til at rødme. Jeg håber, at præsident Herminie vil opretholde det niveau, siger han.

Herminies parti har været det dominerende i Seychellerne, siden landet blev selvstændigt i 1976.

Men i 2020 var det så Wavel Ramkalawan, der løb med sejren.

Seychellerne blev en fransk koloni, efter at Frankrig havde annekteret øgruppen i 1756. Siden var øerne under britisk kontrol, indtil landet opnåede selvstændighed.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden