Orban siger nej til nye EU-sanktioner mod russisk gas

Ungarns premierminister truer EU's fælles front om gasbetaling. Foreslår fredsmøde I Budapest med Putin.

Ungarns premierminister, Viktor Orban, siger på et pressemøde onsdag, at han har inviteret Ruslands præsident, Vladimir Putin, til fredsmøde i Budapest sammen med lederne for Ukraine, Tyskland og Frankrig. <i>Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix</i>

Ungarns premierminister, Viktor Orban, siger på et pressemøde onsdag, at han har inviteret Ruslands præsident, Vladimir Putin, til fredsmøde i Budapest sammen med lederne for Ukraine, Tyskland og Frankrig. Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Ungarn vil ikke presses til EU-sanktioner mod russisk gas og olie og har ikke et problem med at betale for gassen i rubler.

Det siger Ungarns premierminister, Viktor Orban, på et pressemøde onsdag.

Det bryder med EU's forsøg på at gøre fælles front mod præsident Vladimir Putins krav om betaling i rubler for den russiske gas.

Putin har truet med at stoppe leverancerne af russisk gas til EU-landene, hvis de ikke vil betale i rubler.

EU-landene henholder sig til, at de har indgået kontrakter med det russiske gasselskab Gazprom i euro og dollar.

Det er et krav, Putin har fremsat som gengæld for EU's sanktioner mod Rusland efter invasionen i Ukraine.

Orban siger, at hvis Putin beder om betaling i rubler, så vil Ungarn gøre det.

Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, har tidligere sagt, at EU "ingen rolle" har, når det gælder leverancerne af russisk gas til Ungarn. Det er et bilateralt anliggende.

EU-Kommissionen forsøger at gøre det til et fælles anliggende for medlemslandene for at stå stærkere over for Rusland.

EU ventes torsdag eller fredag at godkende en 5. runde af sanktioner mod Rusland.

Det skal blandt andet stoppe importen af russisk kul. Ifølge Reuters er EU-landene dog uenige om, hvorvidt et forbud skal gælde eksisterende kontrakter. Hvis det kun gælder nye kontrakter, vil Rusland kunne fortsætte eksperten af kul en rum tid endnu.

Det er især Tyskland, der har forbehold. Sanktionspakken skal godkendes af medlemslandenes regeringer.

Orban genvandt i søndags ved et valg for fjerde gang magten i Ungarn. Han har i en række år haft tætte forbindelser til Putin, og han anklages af EU for at være i gang med at afvikle demokratiet i Ungarn.

Han fortæller på pressemødet, at han tidligere onsdag talte i telefon med Putin.

- Jeg foreslog præsident Putin, at han skulle give meddelelse om en øjeblikkelig våbenhvile.

Orban siger, at han har inviteret Putin til forhandlinger i Budapest sammen med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, den franske præsident og den tyske forbundskansler.

- Svaret var positivt, men den russiske præsident sagde, at han havde nogle betingelser, siger han.

Orban gentager på pressemødet, at det var Rusland, der startede krigen ved at angribe Ukraine, og "det er en holdning, som EU og Ungarn deler".

Men i EU er der stor skepsis over for Orban. Det et i hans regeringstid lykkedes at undertrykke frie medier og domstolene, og han har placeret folk, der er loyale over for ham, i statslige organisationer.

Under Ukraine-krisen har han modsat sig enhver form for sanktioner over for russisk gas og olie. Samtidig har han nægtet, at militært udstyr fra Vesten kan føres gennem Ungarn til Ukraine.

/ritzau/Reuters.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden