Vidner beretter om nedskydning af hele familier i etiopisk by

Regionalregeringen i Oromia bekræfter et angreb nær byen Gimbi. Øjenvidner beretter om så mange som 300 lig.

Ifølge den etiopiske premierminister, Abiy Ahmed (billedet), er Oromo Befrielseshær (OLA) en terrorgruppe. (Arkivofoto). <i>Eduardo Soteras/Ritzau Scanpix</i>

Ifølge den etiopiske premierminister, Abiy Ahmed (billedet), er Oromo Befrielseshær (OLA) en terrorgruppe. (Arkivofoto). Eduardo Soteras/Ritzau Scanpix

Over 100 civile blev lørdag skudt og dræbt af bevæbnede mænd i Oromia-regionen i Etiopien. De mange dræbte tilhørte amharer-folket.

Det fremgår af øjenvidneberetninger søndag.

Lørdagens angreb bekræftes af den regionale regering i Oromia. Angrebet fandt sted nær byen Gimbi, der ligger cirka 320 kilometer vest for hovedstaden, Addis Ababa.

Ifølge den regionale regering står den bevæbnede oprørsgruppe Oromo Befrielseshær (OLA) bag grusomhederne.

OLA-talsmand Odaa Tarbii benægter imidlertid, at gruppen står bag. I et tweet søndag aften skriver talsmanden, at den etiopiske premierminister Abiy Ahmeds regering igen beskylder OLA for forbrydelser, den ikke har begået.

- Hele min familie blev dræbt. Ingen blev skånet, fortæller øjenvidnet Abdu Hassan, der bor nær Gimbi.

- Det, jeg hører, er, at man indtil videre har fundet omkring 300 lig. Men i to landsbyer er man ikke begyndt at indsamle ligene endnu, så der kan være tale om mange flere, siger han.

Et andet øjenvidne, Sumet Getu, fortæller, at mange mennesker fortsat gemmer sig i nærliggende skove af frygt for flere angreb.

- Vi har aldrig set noget lignende. Beskydningen var vilkårlig, men der var flest kvinder, ældre og børn, som blev dræbt, siger Getu.

Begge øjenvidner siger, at OLA står bag massakren.

OLA er en udbrydergruppe fra det politiske parti Oromo Befrielsesfront. Gruppen blev dannet i et forsøg på at opnå mere selvstyre og selvbestemmelse for Oromo-folket.

OLA har været klassificeret som en terrorgruppe af den etiopiske regering, siden den allierede sig med oprørsgruppen Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF).

TPLF har kæmpet mod regeringsstyrker i Etiopien siden 2020.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden