Over en million unge har deltaget i pavemesse i Rom
Pave Leo talte om sand lykke og meningsløshed under prædiken i Rom. Mange havde sovet i telt op til messen.
Opdateret kl. 10:47
Over en million unge mennesker har søndag deltaget i en stor messe ledet af pave Leo i den italienske hovedstad, Rom.
Det skriver nyhedsbureauet AFP. Ifølge Vatikanet deltog 450 biskopper og omkring 700 præster i messen.
Det er i år jubelår i den katolske kirke. Det finder sted hvert 25. år, og i de seneste dage har man fejret ungdommens jubelår, som kulminerer søndag.
Ifølge AFP har der været en halv million unge pilgrimme i Rom det meste af ugen.
De fleste af de fremmødte har sovet i telte og soveposer, mens de ventede på søndagens messe.
Paven ankom i helikopter, hvor han blev mødt med stor jubel, og påbegyndte herefter messen.
- Der er et brændende spørgsmål i vores hjerter, et behov for sandhed, som vi ikke kan ignorere, hvilket får os til at spørge os selv: Hvad er sand lykke?
- Hvad er den sande mening med livet? Hvad kan befri os fra at være fanget i meningsløshed, kedsomhed og middelmådighed?, spurgte den 69-årige pave i sin prædiken.
- Stræb efter store ting, efter hellighed, hvor end I er. Nøjes ikke med mindre, lød det videre.
Paven nåede også at ønske de mange unge mennesker god tur hjem.
I alt har unge pilgrimme fra 146 lande ifølge Vatikanet fyldt Roms gader siden mandag.
Den britiske studerende Andy Hewellyn havde placeret sig foran en enorm storskærm.
- Jeg er så glad for at være her, selv om jeg er lidt langt væk fra paven. Jeg vidste, hvad jeg kunne forvente.
- Det vigtigste er, at vi alle er sammen, har han sagt til AFP.
Paven ledte desuden lørdag en aftengudstjeneste, som det italienske medie kaldte et katolsk Woodstock - med henvisning til den ikoniske amerikanske festival, som fandt sted i august 1969.
Leo overtog pavetitlen tilbage i maj efter pave Frans, som døde i april.
Pave Leo er født i Chicago i USA og er den første amerikanske pave nogensinde. Han går under det borgerlige navn Robert Francis Prevost.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.