OVERBLIK: Det vil Donald Trump gennemføre i de første dage
Donald Trump vil udstede præsidentielle dekreter om immigration, klima, diversitet og hemmelige dokumenter.
Donald Trump tages mandag aften dansk tid i ed som USA's 47. præsident.
Det er en almen skik, at præsidenter udsteder en række præsidentielle dekreter, når de starter i deres embede. Donald Trump har lovet særlig mange ændringer for sin første dag.
Præsidentielle dekreter vægtes som lovgivning, men kan omstødes af fremtidige præsidenter eller domstolene.
Immigration, klima, diversitet og klassificerede dokumenter er blandt de emner, Donald Trump vil rette blikket mod først.
Det er endnu uvist, om alle dekreterne vil kunne lade sig gøre lovgivningsmæssigt.
* Grænser og immigration:
"På førstedagen vil jeg starte det største deportationsprogram i USA's historie for at få de kriminelle ud af landet", sagde Trump til et vælgermøde i byen New York.
Han har antydet at erklære national undtagelsestilstand ved grænserne og indkalder militæret til at sikre grænsen til Mexico.
Ethvert deportationsprogram på så stor en skala forventes ifølge BBC at koste milliarder af amerikanske dollar, udløse logistiske problemer og en lang række lovgivningsmæssige udfordringer.
Derudover vil han gennemføre, at personer ikke længere automatisk har krav på amerikansk statsborgerskab, hvis de er født på amerikansk grund.
Det kan vise sig at være sværere end som så, da det er forfatningsstridigt.
Han vil angiveligt også klassificere narkokarteller som "udenlandske terrororganisationer" i USA. Det sætter dem på liste med al-Qaeda, Islamisk Stat og Hamas.
* Økonomi:
Donald Trump har blandt andet lovet at indføre toldafgifter på importvarer.
Varer fra Kina skal have en toldafgift på 60 procent, 25 procent på varer fra Mexico og Canada - og 10 procent på import fra alle andre lande - heriblandt EU og Danmark.
Ifølge BBC kan det gøre varer dyrere og øge inflationen. Andre lande planlægger at indføre egne toldafgifter på varer fra USA som modsvar.
Derudover mener nogen ifølge BBC, at Trump vil skabe en national bitcoin-reserve, ligesom USA har olie- og guldreserver.
* "Drill, baby drill":
Donald Trump har tænkt sig at fjerne de restriktioner, der blandt andet forbyder at bore efter olie tæt på kysterne og på føderal jord.
Derudover har han tænkt sig at forbyde nye vindenergiprojekter.
Han vil forlade Paris-aftalen, som er en international aftale om at sænke klodens temperaturer. Da han var præsident i 2017, forlod han aftalen, hvorefter den efterfølgende præsident, Joe Biden, tilsluttede sig aftalen igen i 2021.
Nu forventes Donald Trump at trække sig fra aftalen igen.
* Stormen på Kongressen:
Trump har varslet at benåde de personer, der i 2021 stormede Kongressen i Washington. Det kan potentielt være hundredvis af mennesker.
- Jeg vil se på den 6. januar tidligt. Måske endda i de første ni minutter, sagde Trump ifølge NBC News.
* Hemmelige dokumenter:
Donald Trump har ifølge BBC tænkt sig at offentliggøre nogle klassificerede dokumenter, der omhandler drabet på præsident John F. Kennedy i 1963.
Det samme har han tidligere sagt, at han vil gøre med klassificerede dokumenter om drabet på Robert Kennedy og Martin Luther King Jr.
* Udenrigspolitik:
Et af Trumps valgløfter var, at han kunne stoppe krigen i Ukraine inden for 24 timer. Siden har han sagt, at han muligvis får brug for seks måneder.
Derudover kan han omstøde Joe Bidens beslutning om at fjerne Cuba fra USA's liste over lande, der bakker op om terrorisme. Derudover kan han genindføre sanktioner mod Venezuela.
* Diversitet og køn:
Skoler og virksomheder på tværs af USA har indført en række tiltag, der sætter fokus på diversitet, ligestilling og inklusion. De har samlebetegnelsen DEI.
Han har også rettet blikket mod transkønnede i sportens verden.
- Jeg vil holde mænd fra at deltage i kvindesport, 100 procent, med det samme på første dag, sagde han ifølge NBC News i en tale i oktober.
Dem vil Trump forsøge at tilbagerulle. Blandt andet har han sagt, at han vil fjerne føderal støtte fra skoler, der har DEI-programmer.
Derudover vil han mindske støtten til flere internationale organisationer, der tilbyder abortrådgivning.
* TikTok:
Trump vil udskyde den højesteretsdom, der forbyder det sociale medie TikTok i USA. Forbuddet trådte i kraft søndag den 19. januar.
Han har sagt, at han vil give TikTok mere tid til at sælge 50 procent af platformen til en amerikansk virksomhed.
Kilder: BBC, CNN, FoxNews, AFP, NBC News.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.