Pakistan melder 29 dræbt i angreb på militante i Afghanistan
Angreb mod militante i Afghanistan skete ifølge Pakistan som modsvar på tidligere angreb i Pakistan.
Opdateret 29. juni 2026 kl. 04:19
Pakistans militær har søndag dræbt 29 militante i Afghanistan.
Angrebene var rettet mod de militantes skjulesteder langs grænsen til Pakistan og blev udført som modsvar på tidligere angreb i Pakistan.
Det skriver Pakistans informationsminister, Attaullah Tarar, søndag aften i et opslag på det sociale medie X.
- Efter den seneste tids terrorhændelser i Pakistan mod civile i provinserne Khyber Pakhtunkhwa og Balochistan samt mod den paramilitære styrke Pakistan Rangers' anlæg i Karachi gennemførte sikkerhedsstyrkerne en nøje planlagt, efterretningsbaseret landoffensiv langs grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, skriver ministeren.
Pakistan har de seneste år oplevet en stigning i antallet af angreb mod politi og sikkerhedsstyrker i landet. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).
Myndigheder i Pakistan har længe beskyldt Afghanistan for at tillade, at den militante gruppe Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) opererer fra Afghanistan, hvilket Taliban-styret har afvist.
TTP har forsøgt at vælte styret i Pakistan. Gruppens mål er at erstatte det med et strengt islamisk styre.
Ifølge Zabihullah Mujahid, der er talsmand for den afghanske Taliban-regering, har søndagens angreb dræbt en række civile.
- Angrebene kostede snesevis af civile livet og sårede mange flere, heriblandt kvinder og børn, skriver Mujahid natten til mandag i et opslag på X.
Angrebet fra den pakistanske hær sker ifølge AP dagen efter, at militante havde brugt skydevåben og sprængstoffer til at angribe et militært anlæg i den pakistanske havneby Karachi.
Tre soldater mistede livet i angrebet.
Pakistanske sikkerhedsstyrker dræbte i den forbindelse tre militante og anholdt en fjerde, som ifølge pakistansk militær er afghansk statsborger.
Jamaat-ul-Ahrar, der er en udbrydergruppe fra TTP, har i en udtalelse taget ansvaret for angrebet på det militære anlæg, skriver AP.
Søndagens angreb skete mindre end tre uger efter, at Pakistans militær gennemførte luftangreb mod, hvad det også dengang beskrev som militante gruppers skjulesteder i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.