Paludan-demo i Landskrona rykkes af frygt for nye optøjer

Svensk politi vil undgå en gentagelse af uroligheder i forbindelse med Paludan-arrangement fredag aften.

Flere politibiler stod i flammer fredag aften i Sveaparken i den svenske by Örebro. Urolighederne opstod, fordi Rasmus Paludan efter planen skulle have brændt koraner af på stedet ved en demonstration. <i>11380 Kicki Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix</i>

Flere politibiler stod i flammer fredag aften i Sveaparken i den svenske by Örebro. Urolighederne opstod, fordi Rasmus Paludan efter planen skulle have brændt koraner af på stedet ved en demonstration. 11380 Kicki Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Rasmus Paludans arrangement i den svenske by Landskrona lørdag bliver ikke gennemført som planlagt.

Det oplyser politiet ifølge flere svenske medier. I stedet arbejdes der på at finde et alternativt sted til Stram Kurs-lederens demonstration.

Årsagen er, at risikoen for uroligheder er øget.

- Det forholder sig unægteligt sådan, at omstændighederne har ændret sig, siger Kim Hild, pressetalsmand for den svenske politiregion Syd, til Aftonbladet.

- Risikoen for optøjer og lignende hændelser er steget en smule. Jeg ved ikke præcis, hvor høj den risiko er på nuværende tidspunkt, siger han.

Fredag aften endte det med tilskadekomne betjente og brændende politibiler, da Paludan ville brænde koraner af i den svenske by Örebro.

Adskillige betjente blev ramt af kasteskyts i forbindelse med urolighederne, og politite affyrede på et tidspunkt varselsskud for at få kontrol over situationen.

Efter planen skulle Rasmus Paludans demonstration gå i gang klokken 15.30 lørdag i Landskrona. Men cirka klokken 13 meddelte politiet, at det altså ikke kommer til at ske.

- Der er gjort nøje overvejelser om, hvor han får lov at være til dette møde, siger Kim Hild til tv-stationen SVT, den svenske pendant til DR.

- Vi har allerede sat ressourcer af til at håndtere det her, men nu skal man selvfølgelig tage en samlet tilgang til situationen, i lyset af hvad der er sket de seneste dage, siger Kim Hild videre.

Det er ikke oplyst, hvor Rasmus Paludan så får lov at holde sin demonstration.

Selv bekræfter Stram Kurs-stifteren også, at hans demonstration i Landskrona lørdag eftermiddag er aflyst. Han har fået at vide, at den i stedet vil finde sted "et andet sted i Skåne". Det oplyser han på sin Facebook-profil.

Her fremgår det samtidig, at den efter planen vil foregå fra klokken 17 til 20.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.