Verden

Passager fortæller medie om første dødsfald på krydstogtskib

En passager fortæller, hvordan dagligdagen fortsatte efter første dødsfald på krydstogtskib med hantavirus.

Ruhi Cenet fra Tyrkiet fortæller om sine oplevelser på krydstogtskibet MV "Hondius", hvor der blev konstateret flere tilfælde af hantavirus.
Ruhi Cenet fra Tyrkiet fortæller om sine oplevelser på krydstogtskibet MV "Hondius", hvor der blev konstateret flere tilfælde af hantavirus. Cem Taylan/AFP/Free

Opdateret kl. 14:09

En video optaget af en passager om bord på krydstogtskibet MV "Hondius" viser øjeblikket, hvor passagererne får beskeden om det første dødsfald på skibet.

Det skriver BBC.

På videoen kan man høre skibets kaptajn fortælle, at en passager er død, og at man mener, at det er af naturlige årsager.

Samtidig understregede kaptajnen, at en læge havde sagt, at det ikke var noget smitsomt.

Onsdag meddelte Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at der er konstateret otte tilfælde af hantavirus på krydstogtskibet MV "Hondius".

Tre af de otte tilfælde er bekræftet af laboratorietests.

Tre personer, som var passagerer på skibet, er døde. Man formoder, at de er døde af hantavirus.

Passageren Ruhi Cenet, der har optaget videoen, er en youtuber fra Tyrkiet.

I et videointerview med nyhedsbureauet AFP kritiserer Cenet krydstogtskibets ledelse for ikke at tage situationen alvorligt nok, og han siger, at han var chokeret over at se, at "dagligdagen" fortsatte på skibet efter meldingen fra kaptajnen.

Hans videoer viser ifølge nyhedsbureauet ældre passagerer, der samles omkring buffetbordet.

- Vi fortsatte med at spise sammen alle sammen, og vi bar ingen masker, siger Cenet i interviewet.

Youtuberen fortæller, at han og hans kameramand besluttede sig for at isolere sig selv efter episoden som en forholdsregel.

Få dage efter dødsfaldet lagde krydstogtskibet ifølge Cenet til ud for den lille ø Tristan da Cunha for en dagstur. Her kom de i kontakt med øboerne på den lille ø med omkring 250 indbyggere, fortæller han.

- Det er en af de ting, jeg fortryder, fordi øen er den mest afsidesliggende, og de har ikke nok lægecentre eller nok læger, siger youtuberen til AFP.

Sammen med flere andre passagerer forlod Cenet skibet den 24. april på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden