Passagerer og skipper kastes ud af vildfaren luftballon i Østrig

Hård landing kastede skipper og andre ud af luftballon, der steg til vejrs med resten. To er hårdt kvæstet.

I alt ni blev kastet ud af kurven på en luftballon i Østrig lørdag. To meldes svært tilskadekomne. Billedet her er en flyvning med en luftballon ved landsbyen Filzmoos i Dachstein-bjergene i Østrig og har ikke noget med lørdagens ulykke at gøre. <i>Christof Stache/Ritzau Scanpix</i>

I alt ni blev kastet ud af kurven på en luftballon i Østrig lørdag. To meldes svært tilskadekomne. Billedet her er en flyvning med en luftballon ved landsbyen Filzmoos i Dachstein-bjergene i Østrig og har ikke noget med lørdagens ulykke at gøre. Christof Stache/Ritzau Scanpix

En hyggelig rundtur i en luftballon i den østlige del af Østrig endte lørdag brat med ni tilskadekomne, heraf to alvorligt.

Luftskipperen forsøgte at lande luftballonen på en eng i Niederösterreich. Her ramte ballonen jorden så hårdt, så flere mennesker blev kastet ud af kurven, inklusiv skipperen, skriver avisen Kurier.

Det fik luftballonen til at stige brat.

Det lykkedes skipperen via mobiltelefon at få kontakt til resten af passagerne om bord i den vildfarne luftballon og fortælle dem, hvordan de kunne nødlande.

Luftballonen endte mellem nogle træer, hvor den blev hængende. De sidste fem om bord blev også kastet ud af kurven.

To er kommet svært til skade ved ulykken. Den ene var en 33-årig hjælper om bord på luftballonen og den anden en 60-årig passager.

De blev fragtet til hospitalet i en helikopter.

De øvrige har fået lettere kvæstelser ved ulykken, der skete i regionen Bucklige Welt. Et område, der er kendt for sine mange bakker.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.