Pave Frans overvejer at acceptere invitation og besøge Kyiv

Den 85-årige pave Frans spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre fred i Ukraine, siger Kyivs borgmester.

Pave Frans har lørdag indledt et besøg på to dage i Malta. <i>Rene Rossignaud/Ritzau Scanpix</i>

Pave Frans har lørdag indledt et besøg på to dage i Malta. Rene Rossignaud/Ritzau Scanpix

Pave Frans pønser på at tage til Ukraines hovedstad, Kyiv, efter at have modtaget en invitation fra både byens borgmester og præsident Zelenskyj.

Det siger paven lørdag på vej mod et besøg i Malta.

Her blev han spurgt, om et besøg til Kyiv kan komme på tale.

- Ja, det er stadig en mulighed, svarede den 85-årige pave.

Han blev i et brev den 8. marts opfordret af Kyivs borgmester, Vitali Klitschko, til at besøge hovedstaden i det krigsramte land.

- Vi beder dig om - som spirituel leder - at udvise barmhjertighed, at stå sammen med det ukrainske folk og at tilslutte dig opfordringerne til at opnå fred, skrev Klitschko i brevet sidste måned.

Han tilføjede, at pavens tilstedeværelse i Kyiv er "vigtig i forhold til at redde liv og bane vejen for fred i vores by, land og alle andre steder".

23. marts talte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til det italienske parlament og inviterede også her paven til Ukraine.

Krigen i Ukraine er inde i sin sjette uge, efter at den blev indledt 24. februar.

Ukrainske styrker er angiveligt ved at genvinde områder nord for Kyiv, som russiske styrker tidligere i krigen erobrede.

Kyiv er stadig udsat for flere russiske luftangreb, og rundtom i Ukraine er flere byer blevet udsat for voldsomme bombardementer og ødelæggelser.

Over 4,1 million personer er flygtet ud af Ukraine under krigen.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.