Studerende angriber med hammer og sårer otte på japansk universitet
En 22-årige kvinde følte sig ignoreret og gik amok med hammer midt i undervisning på universitet i Tokyo.
Opdateret kl. 10:41
En kvindelig studerende er gået til angreb med en hammer og har såret mindst otte personer på et universitet i Tokyo.
Det beretter flere japanske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.
Gerningsmanden, der er 22 år, er blevet anholdt.
Kvinden, der er sociologistuderende på universitetet, gik til angreb midt i undervisningen.
Hun var angiveligt frustreret over at blive ignoreret, forlyder det.
Flere personer er blevet set bløde fra hovederne, men alle sårede er ved bevidsthed, beretter tv-stationen NHK.
Kvinden blev stoppet af universitetspersonale.
Politiet har endnu ikke verificeret oplysningerne over for AFP.
Angrebet fandt sted på et campus tilhørende Hosei University, der ligger i Machida-distriktet i Japans hovedstad.
Tv-billeder fra tv-stationen NHK viser ambulancer med udrykningsblink på campus-området.
Hosei University blev grundlagt i 1880, hvor der blev undervist i jura. Det fremgår af universitetets hjemmeside. Hosei University var blandt de første i Japan til at undervise i både jura og socialvidenskab.
I dag har universitetet 15 fakulteter og omkring 30.000 studerende. Heraf omkring 1500 internationale studerende.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.