Pilgrimme overnatter i teltby inden imødeset bjergtur fredag

Som en del af pilgrimsfærden hajj overnatter pilgrimme i Mina, inden de fredag skal op ad Arafat-bjerget.

Her ses pilgrimme ankomme til teltbyen Mina nær Mekka torsdag. <i>Delil Souleiman/Ritzau Scanpix</i>

Her ses pilgrimme ankomme til teltbyen Mina nær Mekka torsdag. Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

Hundredtusindvis af pilgrimme rejste torsdag fra Mekka til teltbyen Mina i Saudi-Arabien. Her skal de overnatte, inden de fredag skal bestige Arafat-bjerget, hvor profeten Muhammed menes at have holdt sin sidste prædiken.

Turen op ad bjerget anses som højdepunktet under pilgrimsfærden hajj.

Pilgrimme tog busser eller gik de knap fem kilometer fra Den Store Moské i Mekka, der er islams helligste sted, til Mina.

Iført hvide klæder vil pilgrimmene natten til fredag overnatte i Minas flere end 100.000 hvide telte udstyret med aircondition, der ligger i en dal omgivet af bjerge.

Dalen forvandles hvert år under pilgrimsrejsen til en gigantisk lejrplads.

- Jeg har det fantastisk. Alt dette handler om at komme tættere på Gud, siger den 44-årige pilgrim Khaled Bin Jomaa fra Tunesien.

Fredag vil pilgrimmene bestige Arafat-bjerget, og lørdag vil de udføre den symbolske "stening af djævlen", hvor de kaster sten mod tre store søjler, der repræsenterer djævlen.

I år er første gang siden pandemiens udbrud, at det igen er muligt for udenlandske muslimer at drage på hajj.

En million mennesker ventes i år at deltage i pilgrimsfærden. Heraf er 850.000 udenlandske besøgende.

Ifølge islam skal alle muslimer - hvis de har penge og helbred til det - mindst én gang i livet tage på pilgrimsfærd til Mekka.

De to forgangne år har det kun været muligt for lokale at deltage i hajj på grund af covid-19.

Men selv om det nu også er muligt for udenlandske besøgende at deltage i pilgrimsfærden, er virusset ikke helt ude af sind.

Kapaciteten er stadig på halvt blus sammenlignet med antallet før pandemien.

Derudover er sikkerheden øget betragteligt for at undgå katastrofer, der tidligere år har kostet mange mennesker livet.

Den værste var i 2015, hvor op mod 2300 mennesker blev trådt ihjel under et ritual i Mina.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden