Politi

Politi i Amazonas finder ligrester i journalisteftersøgning

Der er fundet "tilsyneladende menneskelige" rester, hvor den britiske journalist Dom Phillips sidst blev set.

Politiet har fundet, hvad det mener er menneskelige rester i en flod i Amazonas-regnskoven. De skal nu undersøges for at finde ud af, om de kan have forbindelse til den britiske journalist Dom Phillips
Politiet har fundet, hvad det mener er menneskelige rester i en flod i Amazonas-regnskoven. De skal nu undersøges for at finde ud af, om de kan have forbindelse til den britiske journalist Dom Phillips Bruno Kelly/Reuters

Opdateret kl. 00:45

Politiet i Brasilien kan være et skridt tættere på at opklare forsvindingen af den britiske journalist Dom Phillips og hans brasilianske følgesvend Bruno Pereira i Amazonas-regnskoven.

Et hold af mennesker, som har været ude at lede efter de to, har nemlig fundet, hvad der lader til at være menneskelige rester.

Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det "organiske materiale" er blevet sendt til politiets retsmedicinske afdeling, hvor det nu skal analyseres. Afdelingen får også tilsendt rester af blod, som blev fundet på en mistænkts båd, og som nu skal sammenlignes med dna-materiale fra Dom Phillips og Bruno Pereira.

Dom Phillips havde begivet sig ind i regnskoven for at researche til en ny bog. Bruno Pereira har ekspertise i indfødte befolkningsgrupper, som bor i Amazonas.

Han har beskæftiget sig indgående med beskyttelsen af indfødtes områder, og det er velkendt, at han har været under pres og modtaget trusler fra lokale skovhuggere og minearbejdere, som forsøger at indtage de indfødtes land.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De to skulle være vendt tilbage fra deres tur for at deltage i et møde søndag omkring klokken 09.00 lokal tid.

Makkerparret havde angiveligt "modtaget trusler" i ugen inden, oplyste to organisationer, som beskæftiger sig med beskyttelsen af indfødte, kort efter at de to forsvandt.

Den mistænkte i sagen er en lokal fisker i området. Det var hans båd, som blodsporerne blev fundet på, og han er blevet varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen. Han er i øjeblikket sigtet for at være i ulovlig besiddelse af ammunition til et skydevåben.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden