Pride-parade i Oslo aflyses efter dødeligt skyderi

Skyderi natten til lørdag betyder, at en planlagt Pride-parade i Oslo lørdag bliver aflyst, oplyser arrangør.

Omkring klokken 01.15 natten til lørdag blev der affyret flere skud ved London Pub i det centrale Oslo. Baren gæstes af især homoseksuelle. Norsk politi har anbefalet af aflyse den Pride-parade, der skulle have fundet sted i Oslo lørdag, efter nattens skyderi. <i>Javad Parsa/Ritzau Scanpix</i>

Omkring klokken 01.15 natten til lørdag blev der affyret flere skud ved London Pub i det centrale Oslo. Baren gæstes af især homoseksuelle. Norsk politi har anbefalet af aflyse den Pride-parade, der skulle have fundet sted i Oslo lørdag, efter nattens skyderi. Javad Parsa/Ritzau Scanpix

Den planlagte Pride-parade, der skulle finde sted i Oslos gader lørdag og hylde LGBT+ rettigheder, er blevet aflyst "efter råd fra politiet".

Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse, skriver NRK.

Aflysningen kommer i kølvandet på et voldsomt skyderi i Oslo natten til lørdag. Her blev der blandt andet skudt ved London Pub, der er en bar primært for homoseksuelle.

To mennesker er døde, og 21 er såret.

Også alle arrangementer i forbindelse med Pride-markeringen bliver aflyst.

- Nu skal vi følge politiets anbefalinger og passe på hinanden. Varme tanker og kærlighed går ud til pårørende, sårede og andre berørte, siger Inger Kristin Haugsevje, der er leder i Oslo Pride, og Inge Alexander Gjestvang, leder i FRI - Foreningen for kjønns- og seksualitetsmangfold.

- Vi er snart stolte og synlige igen, men lige præcis i dag skal vi holde pride-markeringen hjemmefra, lyder det videre i den fælles udtalelse.

Andre arrangementer, der ikke har forbindelse til Priden, kan finde sted som planlagt, siger politiinspektør Tore Soldal på et pressemøde lørdag morgen.

Det gælder blandt andet rockfestivalen Tons of Rock og en landskamp i fodbold for kvinder.

Men Priden bør aflyses, lyder politiets vurdering.

- Usikkerheden går på, at så tidligt ved vi kun lidt om, hvad der sker, siger Tore Soldal.

Skyderiet i Oslos indre by skete kort efter klokken 01. Politiet har lørdag morgen oplyst, at det efterforskes som et terrorangreb.

En person er blevet anholdt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.