Pride-støtter strømmer til Oslos rådhusplads trods aflysning
Mange er mandag aften samlet på Oslos rådhusplads, selv om politiet ikke har kunnet garantere for sikkerheden.

Flere personer er samlet mandag aften for at mindes ofrene for skyderier i weekenden på natklubber i Oslo. Annika Byrde/Ritzau Scanpix
Et stort antal mennesker har mandag aften samlet sig på rådhuspladsen i Oslo for at vise deres støtte efter et skyderi i weekenden.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Forsamlingen sker, selv om et arrangement på netop rådhuspladsen tidligere mandag blev aflyst på opfordring fra politiet.
- Vi kan ikke garantere for sikkerheden. Derfor anbefaler vi, at det ikke bliver gennemført, lød det mandag eftermiddag fra Martin Strand fra Oslos politi.
I weekenden i Oslo skød en mand løs på natklubber, der er kendt fra byens LGBT-miljø. To personer blev dræbt, og over 20 blev såret i skyderiet.
Videobilleder fra NTB, norsk TV 2 og aviserne Dagbladet og VG viser, at der mandag aften er stort fremmøde på rådhuspladsen.
- Jeg er mødt op for at vise, at vold mod forskellige grupper - som LGBT-miljøet - ikke stopper kærligheden. Og det vil ikke stoppe os, der vil være den, vi er, og elske den, vi vil, siger Katrina Marie Skjelvik til NTB.
- Vi kender ikke helt omfanget af terrorhandlingen, men jeg føler, at vi udsætter os selv hvert år under Pride-markeringer, og vi møder stadig meget had og modstand i verden, fortsætter hun.
En anden af de fremmødte siger til norsk TV 2:
- Det er for at vise sammenhold. Det er vigtigt at vise synlighed og vise at, vi ikke har tænkt os at tie stille. Det er virkelig ubehageligt at være her. Jeg er bange, men det er vigtigt at møde op.
Årsagen til politiets opfordring om at aflyse var, at arrangementet stod til at blive væsentligt større, end det i første omgang var planlagt.
Chefen for Politiets Sikkerhetstjeneste i Norge, Roger Berg, har samtidig sagt, at man frygter nye angreb efter skyderiet i weekenden.
Politiets Sikkerhetstjeneste - det norske svar på Politiets Efterretningstjeneste i Danmark - har hævet Norges terrortrussel til "ekstraordinær". Det er niveau 5 på en skala fra 1 til 5.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.