Professor: EU-loft rammer grøn profit - og det giver mening

Egentlig skal vi "ikke beskatte det, vi gerne vil have", men lige nu kan det ifølge professor forsvares.

Vindenergiselskabers profit skal rammes af loft ifølge ventet kommissionsforslag. (Arkivfoto). <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Vindenergiselskabers profit skal rammes af loft ifølge ventet kommissionsforslag. (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

I lyset af ambitionerne om en grøn omstilling kan det virke ulogisk, at blandt andet sol- og vindenergiens overskud står til at blive ramt af EU-kommissionens energiforslag.

Men det giver god mening i en ekstraordinær situation, hvor energipriserne er tårnhøje blandt andet på grund af krigen i Ukraine.

Det vurderer Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, efter at kommissionsformand Ursula von der Leyen onsdag har præsenteret unionens prioriteter i en imødeset tale.

- Folk og virksomheder står med flere problemstillinger med at betale deres regninger, siger professoren.

- Det vil man håndtere ved at beskatte nogle af de selskaber, som tjener allermest, og det er desværre vedvarende energi. Men det er også en meget alvorlig situation, vi står i.

I alt ønsker EU-Kommissionen at rejse mere end 140 millioner euro til energihjælp.

Det sker med et loft over profit for energiselskaber - samt et bidrag fra fossile energiselskaber.

Pengene skal bruges til at hjælpe udsatte forbrugere og mindre virksomheder, der har svært ved at betale energiregningen.

Ifølge et udkast til forslaget, som nyhedsbureauet Reuters har set, vil vind- og solenergiselskaber samt atomkraftværker blive mødt af et indtægtsloft på 180 euro per megawatttime af den elektricitet, der produceres.

Forslaget kan dog blive ændret, inden det fremlægges onsdag eftermiddag. Det skriver Reuters.

I udgangspunktet skal man "jo ikke beskatte det, vi gerne vil have, men i højere grad beskatte det, vi ikke vil have", mener Brian Vad Mathiesen.

- Men det er den eneste måde, at man kan få kompenseret dem, som det går hårdest ud over, siger han.

- Det er voldsomme beløb, der er tale om, og vi kommer ikke ned på et normalt niveau, uanset hvilke hjælpepakker der bliver lavet.

Vigtigt er det dog, at forslaget ikke bliver for permanent, mener han:

- Der vil ifølge forslaget stadig være en stor fortjeneste for vedvarende energi, men der bør være en midlertidighed over den type beskatning, siger professoren.

Von der Leyen sagde også, at hun ønsker en grundlæggende reform af elmarkedet i EU. Det kunne ske ved at afkoble gasprisen fra elprisen.

- Min diagnose er, at elmarkedets nuværende indretning ikke er egnet til formålet længere, sagde von der Leyen i talen.

Men det er Brian Vad Mathiesen ikke enig i.

- Hvis man vil lave om i elmarkedet, så skal man tænke sig gevaldigt om, for det er rigtigt kompliceret, og det har faktisk vist sig meget velfungerende de seneste 20 år, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.