Professor om svensk valg: Det politiske landskab er totalt forandret

Det politiske landskab i Sverige er totalt forandret, og få stemmer vil afgøre valget, mener professor.

Den sidste debat i Sverige inden søndagens valg er lørdag tonet over tv-skærmen på TV4. Og den bar præg af, at det politiske landskab i Sverige står opdelt i hver sin fløj.

Det mener Drude Dahlerup. Hun er professor emerita i statskundskab ved Stockholm Universitet. Ifølge hende kommer splittelsen særligt til udtryk i, at der er en meget skarp tone blokkene imellem.

- Vi står i en situation med to rimeligt veldefinerede blokke, der står over for hinanden, og samtidig er det politiske landskab totalt forandret, siger hun.

- Det præger debatten. Der er en utrolig hård tone, som nærmest er uforsonlig mellem de to blokke. Svensk politik er hård, men særligt nu er den hårdere end nogensinde.

Lørdag aften debatterede Sveriges to statsministerkandidater, den socialdemokratiske statsminister Magdalena Andersson og den konservative oppositionsleder Ulf Kristersson.

Et parti, der er fylder meget i det forandrede landskab, er det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna. Partiet står til at blive det største i blå blok og vil dermed for første gang få stor indflydelse, hvis valget tipper til et nyt flertal.

En dagsorden, der fylder for dem, og som generelt fyldte meget i aftenens debat, er bandekriminaliteten i Sverige.

Begge statsministerkandidater talte om højere straffe. Men det er ikke et nyt politikområde, påpeger Drude Dahlerup.

Dog har det fornyet debatten, at også uskyldige nu bliver ramt i bandeskyderierne.

- Nå oppositionen siger, at man vil ændre politik, vil Magdalena Andersson kunne sige, at man faktisk allerede har hævet straffen for 70 forskellige forbrydelser og lavet to nye politiskoler, siger hun.

- Men forskellen på de to politikere er, at højresiden er mere til straf, mens venstresiden med statsministeren siger, at det også handler om forebyggelse, siger Drude Dahlerup.

Søndag er der valg i Sverige. Og det bliver meget tæt, har flere meningsmålinger påpeget.

- Meningsmålingerne er så tætte, at der tales om, at det er 13.000 stemmer, som kan tippe flertallet mellem blokkene, siger Drude Dahlerup.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.