Verden

Protest mod indskrænkning af anti-korruptionsmyndigheders frihed i Kyiv

Kritikere mener, at tilbagerulning af antikorruptionsagenturers selvstændighed åbner for politisk indblanding.

Demonstranter i Ukraines hovedstad, Kyiv, opfordrer landets præsident til at nedlægge veto mod en lov, der reducerer selvstændigheden for to antikorruptionsagenturer.
Demonstranter i Ukraines hovedstad, Kyiv, opfordrer landets præsident til at nedlægge veto mod en lov, der reducerer selvstændigheden for to antikorruptionsagenturer. Tetiana Dzhafarova/Ritzau Scanpix

Hundredvis af mennesker samledes tirsdag til en demonstration i Kyiv i Ukraine.

Her demonstrerede de mod, at Ukraines parlament tidligere samme dag stemte for at rulle to antikorruptionsagenturers selvstændighed tilbage.

263 af parlamentarikerne stemte for og 13 imod. Størstedelen af ja-stemmerne kom fra Zelenskyjs regeringsparti.

Loven placerer både Ukraines Nationale Antikorruptionsbureau (Nabu) og det Specialiserede Antikorruptionsanklagerkontor (Sapo) direkte under anklagemyndigheden, som udpeges af Zelenskyj.

Nabu efterforsker korruption i statslige institutioner, mens Sapo fører sagerne i retten.

Kritikere mener, at ændringen vil åbne for politisk indblanding i højtprofilerede korruptionssager.

Siden starten på krigen i Ukraine i 2022 er demonstrationer en sjælden begivenhed i landet.

Ved demonstrationen opfordrede mange Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at nedlægge veto mod loven.

- Lovforslaget bliver hastet igennem, sagde 26-årige Anastasia, som deltog i demonstrationen, til AFP.

- Det er tydeligt, at det er en målrettet handling, tilføjede hun.

Trods kritikken underskrev Zelenskyj tirsdag aften loven, viser parlamentets hjemmeside.

En højtstående ukrainsk embedsmand bekræfter desuden over for AFP, at Zelenskyj har underskrevet loven.

EU's udvidelseskommissær, Marta Kos, fastslog efter afstemningen, at hun er "alvorligt bekymret" over tiltaget.

- Afviklingen af de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter Nabu's uafhængighed, er et alvorligt tilbageskridt, skrev hun på det sociale medie X.

Her tilføjede hun, at retsstatsprincippet er "helt centralt" i forhandlingerne om, hvorvidt Ukraine skal være medlem af EU.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden